Markus 4
4
Dit 4. Capitel
1En hi begent al weder tö liren bi di See, en diär kâm en hil Kär Lid tö-hop bi höm, sa vulen, dat hi ön en Skep gung måst, en üp Weter set, en di hile Kär stönd üp Lönd bi di See.
2En /hi/ lirt jam vul ön Henlikkelsen. En ön sin Önderrogt said hi tö jam:
3Hir tö: Sé jens, diär ging en Sītman üt tö säen.
4En hat kam tö pas, diär hi sä, fǟl som bi di Wei; en diär kam di Vüggeler van Hemmel, en ēt et âp.
5Som fäl üp dit stinigt Lönd, diär ek vul Örd wiär; en ging bald âp, diärom dat et nīn dīp Örd hed.
6Diär nü di Sen âpging, forwellet et; en aur dat et nīn Röt hed, da est fordorret.
7En som fäl mung di Tūrner; en di Turner wugset âp, en kwewet et, en hat brågt nin Frügt.
8En som fål üp en gud Lönd, en brågt Frügt, diär tönōm en wugset; en som drog dördigfoalig, en som söstigfoalig, en som höndertfoalig.
9En hi said tö jam: “Hokken Oaren hēd tö hiren, di hīr.”
10En diär hi alining wiär, fråget höm dânen, diär bi höm wiär me di twelf, om dit Henlikning.
11En hi said tö jam: Hat es ju iwen, dit Hjemmelkheid van Gottes Könningrik tö wēten, mar dânen, diär bütten sen, ud-t ipenbåret ön Henlikkelsen.
12Om dat ja me ipen Ogen sé, en-t dag ek forstūn; en me ipen Ogen#4.12 Fehlübersetzung; für Ogen sollte Oaren stehen. hir, en dag nönt diärvan mark; om dat ja jam jit jens#4.12 Nach jens hat Clemens die Negation Weggelassen; man muss ek hinzufügen. bekir måt, en jam jår Send foriwen wåd.
13En hi sprok tö jam: “Forstūn I dös Henlikkelsen ek, hur wel I da alle Üdern forstun?”
14Di Sitman sä dit Ūrd.
15Dânen sen-t, diär bi di Wei sen: Hur Gotts Urd sän ud, en ja dit hjert ha; da komt dådelkst di Satan, en nemt dit Urd weg, wat ön jår Hart sen uden wiär.
16Alliksa danen, diär üp di Skenning sän ud: wan ja dit Ūrd hjert ha, nem ja dit bald me Frügged âp.
17En ha nin Röt ön jam, mar sen alliküs di Winj weit; wan Bedrüwwing en Forföllig om dit Urds wel komt, da fortröt et jam dådelkst.
18En danen sent, diär mung di Turner sän ud, diär Gotts Ūrd hīr.
19En di Warldssörrig, en di Begjärelkheid na Rikdom, en di Forföring eter jår Wellest geid ön jam īn, en kwewe dit Urd, en hat blewt ünfrügtbar.
20En danen sent, diär ön dit gud Lönd sän ud: diär dit Urd hir, en nemt ön, en bring Frügt, som dördigfoalig, som söstigfoalig, en som höndertfoalig.
21En hi said tö jam: Tjendt em uk en Lägt ön, om-t önder en Skǟpstenk of önder Stål tö säten? Hil en-t al ek, mar em sät et üp en Lägtstander.
22For diär es nönt forborgen, wat ek ipenbår ud; en diär es nönt hjemmelk, wat ek töm Voarskin komt.
23Hokken Oaren hēd tö hiren, di hir.
24En hi said tö jam: Sé tö, wat I hir: Me di salw Måt, diär I me mēt, wel em ju weder mēt; en em wel ju jit wat tö dö, diär I dit hir.
25For hokken hēd, höm ud moar iwen; en hokken ek hēd, höm ud uk dit nommen, wat er hēd.
26En hi sprok: Me Gottes Könningrik est alliksa, üs wan en Mensk Sit üp sin Lönd smet.
27En slǟpt, en stånt âp Nagt en Dai; en di Sīt geid âp, en wugset, sönder dat hi-t weet.
28For di Örd bringt van salw jest dit Gääs, diärna di Aagsen, diärna di vol Weten ön di Aagsen.
29Mar wan di Frügt rip es, da stjürt hi bald di Sekkel hen, for di Korskort es diär.
30En hi sprok: “Hurbi skel wü Gottes Könningrik henlikke? En dör wat foar en Henlikning wel wü-t voarstel?
31Allik üs en Senpkurn, wan-t üp-t Lönd sän uden es, da est dit litjst mung alle Sit üp di Örd.
32En wan-t sän es, da geid-t âp, en ud gurter, üs alle Koalstrükker, en faid gurt Twiggen, sa dat di Vüggeler önder Hemmel önder sin Skår une kjen.
33En me vul sok Henlikkelsen said hi jam dit Urd, al üs ja dit fåte küd.
34En sönder Henlikkels sprok hi nönt tö jam. Mar sonderlik leid hi sin Lirlings alles üt.
35En üp di salw Dai ön Indnem sprok hi tö jam: “Let üs aurfår tö di üder Eg.”
36En ja let di Kär Lid gung en nōm höm mé, sa üs hi ön-t Skep wiär; en diär wiär uk üder Skepen bi höm.
37En diär kâm en stark Horrelwinj, en di Brekers /Wogen/ slog aur ön-t Skep, dat dit Skep vol wåd.
38En hi wiär bēft üp-t Skep, en slöp üp en Haudem (Hünke). En ja wǟkt höm âp, en sprok tö höm: “Meister, bekümmerst dü di diär ek om, dat wü forgung?”
39En hi stönd âp, trüwwet di Winj, en sprok tö di See: “Swügge, en wīs stel!” En di Winj leid höm, en hat wåd en gurt Stelte, ja lükluwen.
40En hi said tö jam: “Hurom sen I sa fürgtsom? Wat, ha I nīn Glōw?”
41En ja wåd vul bang, en said tö arküder: “Hokken es dit? For Winj en See harke höm ja!”
Currently Selected:
Markus 4: NFNT
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Translated by Peter Michael Clemens (1804-1870)
Markus 4
4
Dit 4. Capitel
1En hi begent al weder tö liren bi di See, en diär kâm en hil Kär Lid tö-hop bi höm, sa vulen, dat hi ön en Skep gung måst, en üp Weter set, en di hile Kär stönd üp Lönd bi di See.
2En /hi/ lirt jam vul ön Henlikkelsen. En ön sin Önderrogt said hi tö jam:
3Hir tö: Sé jens, diär ging en Sītman üt tö säen.
4En hat kam tö pas, diär hi sä, fǟl som bi di Wei; en diär kam di Vüggeler van Hemmel, en ēt et âp.
5Som fäl üp dit stinigt Lönd, diär ek vul Örd wiär; en ging bald âp, diärom dat et nīn dīp Örd hed.
6Diär nü di Sen âpging, forwellet et; en aur dat et nīn Röt hed, da est fordorret.
7En som fäl mung di Tūrner; en di Turner wugset âp, en kwewet et, en hat brågt nin Frügt.
8En som fål üp en gud Lönd, en brågt Frügt, diär tönōm en wugset; en som drog dördigfoalig, en som söstigfoalig, en som höndertfoalig.
9En hi said tö jam: “Hokken Oaren hēd tö hiren, di hīr.”
10En diär hi alining wiär, fråget höm dânen, diär bi höm wiär me di twelf, om dit Henlikning.
11En hi said tö jam: Hat es ju iwen, dit Hjemmelkheid van Gottes Könningrik tö wēten, mar dânen, diär bütten sen, ud-t ipenbåret ön Henlikkelsen.
12Om dat ja me ipen Ogen sé, en-t dag ek forstūn; en me ipen Ogen#4.12 Fehlübersetzung; für Ogen sollte Oaren stehen. hir, en dag nönt diärvan mark; om dat ja jam jit jens#4.12 Nach jens hat Clemens die Negation Weggelassen; man muss ek hinzufügen. bekir måt, en jam jår Send foriwen wåd.
13En hi sprok tö jam: “Forstūn I dös Henlikkelsen ek, hur wel I da alle Üdern forstun?”
14Di Sitman sä dit Ūrd.
15Dânen sen-t, diär bi di Wei sen: Hur Gotts Urd sän ud, en ja dit hjert ha; da komt dådelkst di Satan, en nemt dit Urd weg, wat ön jår Hart sen uden wiär.
16Alliksa danen, diär üp di Skenning sän ud: wan ja dit Ūrd hjert ha, nem ja dit bald me Frügged âp.
17En ha nin Röt ön jam, mar sen alliküs di Winj weit; wan Bedrüwwing en Forföllig om dit Urds wel komt, da fortröt et jam dådelkst.
18En danen sent, diär mung di Turner sän ud, diär Gotts Ūrd hīr.
19En di Warldssörrig, en di Begjärelkheid na Rikdom, en di Forföring eter jår Wellest geid ön jam īn, en kwewe dit Urd, en hat blewt ünfrügtbar.
20En danen sent, diär ön dit gud Lönd sän ud: diär dit Urd hir, en nemt ön, en bring Frügt, som dördigfoalig, som söstigfoalig, en som höndertfoalig.
21En hi said tö jam: Tjendt em uk en Lägt ön, om-t önder en Skǟpstenk of önder Stål tö säten? Hil en-t al ek, mar em sät et üp en Lägtstander.
22For diär es nönt forborgen, wat ek ipenbår ud; en diär es nönt hjemmelk, wat ek töm Voarskin komt.
23Hokken Oaren hēd tö hiren, di hir.
24En hi said tö jam: Sé tö, wat I hir: Me di salw Måt, diär I me mēt, wel em ju weder mēt; en em wel ju jit wat tö dö, diär I dit hir.
25For hokken hēd, höm ud moar iwen; en hokken ek hēd, höm ud uk dit nommen, wat er hēd.
26En hi sprok: Me Gottes Könningrik est alliksa, üs wan en Mensk Sit üp sin Lönd smet.
27En slǟpt, en stånt âp Nagt en Dai; en di Sīt geid âp, en wugset, sönder dat hi-t weet.
28For di Örd bringt van salw jest dit Gääs, diärna di Aagsen, diärna di vol Weten ön di Aagsen.
29Mar wan di Frügt rip es, da stjürt hi bald di Sekkel hen, for di Korskort es diär.
30En hi sprok: “Hurbi skel wü Gottes Könningrik henlikke? En dör wat foar en Henlikning wel wü-t voarstel?
31Allik üs en Senpkurn, wan-t üp-t Lönd sän uden es, da est dit litjst mung alle Sit üp di Örd.
32En wan-t sän es, da geid-t âp, en ud gurter, üs alle Koalstrükker, en faid gurt Twiggen, sa dat di Vüggeler önder Hemmel önder sin Skår une kjen.
33En me vul sok Henlikkelsen said hi jam dit Urd, al üs ja dit fåte küd.
34En sönder Henlikkels sprok hi nönt tö jam. Mar sonderlik leid hi sin Lirlings alles üt.
35En üp di salw Dai ön Indnem sprok hi tö jam: “Let üs aurfår tö di üder Eg.”
36En ja let di Kär Lid gung en nōm höm mé, sa üs hi ön-t Skep wiär; en diär wiär uk üder Skepen bi höm.
37En diär kâm en stark Horrelwinj, en di Brekers /Wogen/ slog aur ön-t Skep, dat dit Skep vol wåd.
38En hi wiär bēft üp-t Skep, en slöp üp en Haudem (Hünke). En ja wǟkt höm âp, en sprok tö höm: “Meister, bekümmerst dü di diär ek om, dat wü forgung?”
39En hi stönd âp, trüwwet di Winj, en sprok tö di See: “Swügge, en wīs stel!” En di Winj leid höm, en hat wåd en gurt Stelte, ja lükluwen.
40En hi said tö jam: “Hurom sen I sa fürgtsom? Wat, ha I nīn Glōw?”
41En ja wåd vul bang, en said tö arküder: “Hokken es dit? For Winj en See harke höm ja!”
Currently Selected:
:
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Translated by Peter Michael Clemens (1804-1870)