Da det er på grund af Guds barmhjertighed, at vi har fået lov at tjene ham, giver vi ikke op, selvom vi møder modstand. Vi tager afstand fra alle uetiske og lyssky metoder og forfalsker ikke Guds ord med snedige omfortolkninger. Gud er vores vidne! Vi fremlægger sandheden åbent og ærligt, så I med god samvittighed kan tro på, hvad vi siger. Hvis vores budskab om frelsen i Kristus virker uforståeligt for nogle, er det tegn på, at der endnu ligger et slør over deres tanker, og at de er på vej mod fortabelsen. Denne verdens gud, Satan, har gjort dem så blinde og vantro, at de ikke kan se det herlige lys, der stråler fra budskabet om Kristus, han, som er Guds billede.
Det er ikke vores egne idéer, vi forkynder, eller vores egen ære, vi søger. Nej, vi forkynder, at Jesus Kristus er Herre over alle mennesker, mens vi er jeres tjenere på grund af den opgave, Jesus har givet os. Gud, som ved skabelsen befalede, at der skulle blive lys midt i mørket, lod nemlig sit lys skinne ind i vores hjerter, så vi kunne se hans herlighed, som den er åbenbaret gennem Jesus Kristus.