2. Kongebog 13:10-21

2. Kongebog 13:10-21 BPH

Joash, søn af Joahaz, blev konge over Israel i kong Joash af Judas 37. regeringsår, og han regerede ud fra Samaria i 16 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fortsatte i Jeroboams spor og opmuntrede folket til at dyrke afguder. Resten af Joashʼ historie og hans bedrifter, blandt andet hans krige mod kong Amatzja af Juda, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. Da Joash døde, blev han begravet i Samaria sammen med Israels øvrige konger. Efter ham blev hans søn Jeroboam konge over Israel. Profeten Elisa var blevet alvorligt syg, og da han lå på sit dødsleje, fik han besøg af kong Joash, som bøjede sig grædende over ham: „Mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.” „Skaf mig en flitsbue og nogle pile,” befalede Elisa. Det gjorde kongen så. Derefter bad Elisa kongen om at spænde buen, mens han lagde sine egne hænder oven på kongens. „Luk det vindue op, der vender mod øst,” fortsatte Elisa. Det gjorde man så. „Skyd!” kommanderede Elisa, og kongen sendte pilen ud gennem vinduet i østlig retning. Da sagde Elisa til kongen: „Det var Herrens pil, som skal bringe sejr over Aram. Ved Afek skal du påføre dem det afgørende nederlag. Tag nu de andre pile og slå dem ned i gulvet.” Kongen tog pilene og slog dem ned i gulvet tre gange. „Det var ærgerligt,” udbrød profeten. „Hvorfor slog du dem ikke mod gulvet fem eller seks gange? Havde du gjort det, kunne du have slået aramæerne definitivt. Men nu vil du kun besejre dem tre gange.” Derefter døde Elisa og blev begravet. På den tid skete det ikke sjældent om foråret, at moabitiske røverbander strejfede rundt i landet. Engang under en fredelig begravelse blev følget overrasket af en sådan røverbande, og i panik smed man liget ned i Elisas grav og flygtede for røverne. Men så snart liget kom i berøring med Elisas knogler, kom den døde til live og sprang op.

Gratis læseplaner og andagter relateret til 2. Kongebog 13:10-21