Johannesevangeliet 14:15-31

Johannesevangeliet 14:15-31 BPH

Hvis I elsker mig, vil I gøre det, jeg beder jer om. Jeg vil anmode Faderen om at sende jer en anden Vejleder, som altid skal være hos jer. Det er sandhedens Ånd, som denne verdens mennesker ikke er i stand til at tage imod, for de ser ham ikke, og de kender ham ikke. Men I kender ham, for han er hos jer og skal være i jer. Jeg er nødt til at forlade jer, men jeg lader jer ikke i stikken – og jeg kommer tilbage til jer igen. Denne verdens mennesker ser mig snart for sidste gang. Men I skal få mig at se igen, for jeg har evigt liv – og det har I også. Når I ser mig igen, skal I forstå, at jeg er ét med min Far, og at I er ét med mig, ligesom jeg er ét med jer. De, der elsker mig, holder fast ved mine befalinger og adlyder dem. Og de, der elsker mig, vil blive elsket af min Far, og jeg vil elske dem og åbenbare mig selv for dem.” Judas (ikke Iskariot, men den anden discipel af samme navn) sagde til ham: „Herre, hvordan kan det være, at du vil åbenbare dig selv for os og ikke for mennesker ude i verden?” Jesus svarede: „Fordi de, der elsker mig, vil gøre det, jeg siger til dem. Derfor vil min Far også elske dem, og vi vil komme og tage bolig i dem. Men de, der ikke elsker mig, retter sig ikke efter, hvad jeg siger. Det, jeg siger til jer, udspringer ikke af mine egne tanker, men stammer fra Faderen, som sendte mig. Jeg kan fortælle jer de her ting, fordi jeg endnu er hos jer, men det bliver Helligånden, den nye Vejleder, som Faderen vil sende til jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer. Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse! Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for han er større end jeg. Jeg har sagt jer det alt sammen på forhånd, for at I må tro på mig, når det sker. Jeg kan ikke sige mere her og nu, for denne verdens fyrste er på vej herhen. Han har ingen magt over mig, men jeg gør det her, for at mennesker må kunne forstå, at jeg elsker min Far. Derfor gør jeg, hvad han har befalet mig. Kom, lad os rejse os og gå herfra.”

Video til Johannesevangeliet 14:15-31