Lukasevangeliet 5:12-26

I en af de byer, Jesus besøgte, var der en mand, som var hårdt angrebet af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig med ansigtet mod jorden. „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!” bad han. Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Jesus forbød ham at sige det til nogen og fortsatte: „Gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Og husk at tage den offergave med, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.” Alligevel spredtes rygtet hurtigt, og store folkemængder kom for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. Jesus trak sig derfor tilbage til øde områder, hvor han havde chance for at være alene og få tid til at bede. En dag, da Jesus var i færd med at undervise, sad der mange farisæere og skriftlærde blandt tilhørerne. De var kommet både fra landsbyerne i Galilæa og Judæa og helt fra Jerusalem, og Guds kraft var til stede, så Jesus kunne helbrede. Så kom der nogle mænd gående med en lam mand på en sovemåtte. De forsøgte at komme ind i huset for at lægge den syge foran Jesus, men det kunne de ikke på grund af de mange mennesker, der var forsamlede. I stedet gik de op på husets flade tag, fjernede noget af taget over verandaen og firede sovemåtten med den syge mand ned lige foran Jesus. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet.” Men farisæerne og de skriftlærde tænkte: „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.” Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I sådan? Hvad er lettest at sige: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op og gå på dine ben’? Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder.” Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din sovemåtte og gå hjem!” Straks rejste manden sig for øjnene af dem, tog sin måtte og gik hjem, alt imens han lovpriste Gud. Alle de tilstedeværende var ude af sig selv af begejstring og ærefrygt. De priste Gud og sagde: „Vi har set de utroligste ting i dag.”