Lukasevangeliet 9:37-48

Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor flok mennesker dem i møde. En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn, og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham. Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.” „Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!” Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen. Folk var slået af forundring over et sådant Guds under. Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: „Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold.” Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham. Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig. Så sagde han: „Enhver, der tager imod sådan et barn, fordi det hører mig til, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager imod min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”