Markusevangeliet 13:1-13

Markusevangeliet 13:1-13 BPH

Da Jesus var på vej væk fra templet, udbrød en af hans disciple: „Mester, se engang på de smukke bygninger! Er det ikke nogle flotte sten?” „Jo, det ser smukt ud,” svarede Jesus. „Men det hele vil blive jævnet med jorden.” Lidt senere, da Jesus sad alene med disciplene på Olivenbjergets skråning lige over for templet, spurgte Peter, Jakob, Johannes og Andreas ham: „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at alt er tæt ved afslutningen?” Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange mennesker på vildspor. Når I hører om uro og krigshandlinger rundt omkring, så lad jer ikke skræmme. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der jordskælv og hungersnød. Men det er kun som de første veer inden en fødsel.” Jesus fortsatte: „Vær på vagt! Man vil slæbe jer for retten og piske jer i synagogerne. I vil blive anklaget og stillet for konger og guvernører, fordi I tjener mig, men det vil give jer anledning til at fortælle dem budskabet om mig, ja, det gode budskab skal forkyndes for alle folkeslagene, før afslutningen kommer. Når I bliver arresteret og slæbt for retten, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar. Sig bare det, som I får fra Gud, når øjeblikket er inde. Så er det nemlig ikke jer, der taler, men Helligånden. Søskende vil angive hinanden – også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men de, der holder ud til det sidste, vil blive frelst.