2. Kongebog 3:1-27

Del

2. Kongebog 3:1-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Ahabs søn Joram kom til magten i Israel i kong Joshafat af Judas 18. regeringsår. Han regerede i 12 år med residens i Samaria. Joram gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, selv om han handlede bedre end sin far, Ahab, og sin mor, Jezabel. Han nedrev den stenstøtte, som hans far i sin tid havde ladet bygge for Baʼal. Men ellers fortsatte han i samme spor som Jeroboam, der havde lokket Israels folk til synd ved at indføre afgudsdyrkelse. Moabs konge, Meshek, og hans undersåtter var fåreavlere. De plejede at betale en årlig skat til Israel på 100.000 lam samt uld fra 100.000 væddere. Men efter Ahabs død gjorde kongen af Moab oprør mod Israels herredømme og nægtede at betale skat. Kong Joram mønstrede den israelitiske hær og drog af sted sydpå fra Samaria. Samtidig sendte han bud til kong Joshafat af Juda: „Moabs konge har gjort oprør imod mig. Vil du hjælpe mig med at slå oprøret ned?” „Selvfølgelig,” svarede Joshafat. „Mine folk og mine heste står til din rådighed. Fortæl mig, hvilke angrebsplaner du har.” „Jeg har tænkt mig at angribe sydfra, fra Edoms ørken,” svarede Joram. Så sluttede Judas konge sig til ham, og senere kom Edoms konge også med. I syv dage fulgte hærene en omvej gennem ørkenen, men så slap deres vandbeholdning op, og der var ikke en dråbe tilbage, hverken til mændene eller dyrene, de havde med. „Hvad skal vi nu gøre?” udbrød Israels konge. „Har Herren virkelig ført os herud, for at Moabs hær kan besejre os?” Men Joshafat spurgte: „Er der ikke en af Herrens profeter i nærheden, som kan spørge Herren, hvad vi skal gøre?” „Jo, der er,” udbrød en af de israelitiske officerer. „Elisa bor her tæt ved. Han var profeten Eliasʼ højre hånd.” „Ja, det er en mand, som virkelig taler Herrens ord,” bekræftede Joshafat. Så tog Israels, Judas og Edoms konger hen til Elisa for at spørge ham til råds. Da Elisa så kong Joram, sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre? Hvorfor spørger du ikke din mors og fars profeter til råds?” Men kong Joram svarede: „Fordi det er Herren, som har ført os herud for at blive slagtet af Moabs konge.” „Jeg sværger ved den levende Gud, som jeg tjener, at jeg ikke ville værdige dig et blik, hvis det ikke var for kong Joshafat af Judas skyld,” svarede Elisa. „Men få nu fat i en musiker.” Det gjorde de så, og mens han spillede, kom Herrens kraft over Elisa. „Herren siger, at I skal grave en masse huller i det udtørrede flodleje i bunden af dalen,” sagde Elisa. „I vil ikke mærke nogen vind eller se nogen regn, men alligevel vil dalen blive fyldt med vand, så der bliver rigeligt til jer og jeres dyr. Men ikke nok med det. Herren vil også give jer sejr over Moabs hær. I skal erobre alle landets betydningsfulde byer, der er stærkt befæstet. I skal fælde deres frugttræer, tilstoppe deres kilder og ødelægge markerne med sten.” Næste morgen omkring morgenofferets tid kom der ganske rigtigt vand ned fra Edoms højland og fyldte flodlejet. I mellemtiden havde folket i Moab hørt, at tre hære var på vej imod dem, og alle kampdygtige mænd, både unge og gamle, blev indkaldt og placeret langs grænsen. Men i den tidlige morgen, da solens stråler faldt på vandet, så det for moabitterne ud, som om der lå blod overalt. „Se alt det blod,” råbte de. „De tre fjendehære må have slået hinanden ihjel. Kom, lad os løbe ned og udplyndre deres lejr.” Men da de nåede ned til lejren, blev de angrebet og slået på flugt af israelitterne, som forfulgte dem langt ind i Moabs land og ødelagde alt, hvad de kom i nærheden af. De ødelagde byerne, dængede hvert eneste stykke opdyrket jord til med sten, stoppede kilderne til og fældede frugttræerne. Til sidst var kun fæstningsbyen Kir-Hareset tilbage, men slyngekasterne belejrede og beskød den. Da Moabs konge indså, at han ikke kunne holde stand mod angrebet, tog han 700 bevæbnede soldater med sig og forsøgte at bryde igennem belejringen for at komme hen til Edoms konge. Men planen mislykkedes. Så tog han sin ældste søn, tronarvingen, og for øjnene af den bestyrtede israelitiske hær dræbte han ham og ofrede ham dér på muren som brændoffer til sin gud. Denne modbydelige handling blev israelitterne så oprørte over, at de vendte om og trak sig tilbage til deres eget land.

2. Kongebog 3:1-27 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i det attende Josafats, Judas Konges, Aar og regerede tolv Aar. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, dog ikke som hans Fader og hans Moder; thi han borttog den Baals Støtte, som hans Fader lod gøre. Dog blev han hængende ved Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med, han veg ikke fra nogen af dem. Og Mesa, Moabiternes Konge, havde meget Kvæg, og han betalte Israels Konge hundrede Tusinde Lam og hundrede Tusinde Vædre med Ulden. Men det skete, der Akab var død, da faldt Moabiternes Konge af fra Israels Konge. Da drog Kong Joram ud paa den samme Dag af Samaria og mønstrede al Israel. Og han drog hen og sendte til Josafat, Kongen i Juda, og lod sige: Moabiternes Konge er falden af fra mig, vil du drage med mig imod Moabiterne til Krigen? Og han sagde: Jeg vil drage op, jeg vil være som du, mit Folk som dit Folk, mine Heste som dine Heste. Og han sagde: Ad hvilken Vej skulle vi drage op? og han sagde: Ad Vejen igennem Edoms Ørk. Saa droge Israels Konge og Judas Konge og Edoms Konge af Sted, og da de havde draget syv Dages Rejse omkring, var der ikke Vand for Hæren og for Lastdyrene, som vare i Følge med dem. Da sagde Israels Konge: Ak, at Herren har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand! Og Josafat sagde: Er her ingen Herrens Profet, at vi kunne adspørge Herren ved ham? Da svarede en af Israels Konges Tjenere og sagde: Her er Elisa, Safats Søn, som øste Vand paa Elias's Hænder . Og Josafat sagde: Herrens Ord er hos ham; saa droge Israels Konge og Josafat og Edoms Konge ned til ham. Da sagde Elisa til Israels Konge; Hvad har jeg at gøre med dig? gak til din Faders Profeter og til din Moders Profeter; og Israels Konge sagde til ham: Nej; thi Herren har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand. Og Elisa sagde: Saa vist som den Herre Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg staar, dersom jeg ikke ansaa Josafats, Judas Konges, Person, da vilde jeg ikke vende Øjet til dig eller anse dig. Saa henter mig nu en Harpespiller; og det skete, der Harpespilleren legede paa Harpen, da kom Herrens Aand over ham. Og han sagde: Saa siger Herren: Gører Grøfter ved Grøfter i denne Dal; thi saa siger Herren: I skulle ikke se Vejr, ikke heller se Regn, alligevel skal denne Dal blive fuld af Vand, at I skulle drikke, baade I og eders Kvæg og eders Lastdyr. Og dette er en ringe Ting for Herrens Øjne; han skal ogsaa give Moab i eders Haand. Og I skulle nedslaa alle faste Stæder og alle udvalgte Stæder og fælde alle gode Træer og tilstoppe alle Vandkilder, og I skulle fordærve alle gode Stykker Land med Stene. Og det skete om Morgenen ved Madofferets Tid, se, da kom der Vand ad Vejen fra Edom, og Landet fyldtes med Vandet. Og der alle Moabiterne hørte, at Kongerne vare dragne op til at stride imod dem, da bleve de sammenkaldte, baade alle, som ombandt Bælte, og de, som vare ældre, og de opstillede sig ved Landemærket. Og der de stode aarle op om Morgenen, og Solen gik op over Vandet, da saa Moabiterne tværs overfor, at Vandet var rødt som Blod. Og de sagde: Det er Blod, Kongerne have aldeles ødelagt hverandre, og den ene har slaget den anden; op nu, Moab! efter Bytte. Der de kom til Israels Lejr, da stod Israel op og slog Moab, og de flyede for deres Ansigt, og de kom ind i Landet og sloge Moab. Og de nedbrøde Stæderne, og hver kastede sin Sten paa alle gode Stykker Land og fyldte dem og tilstoppede alle Vandkilder og fældede alle gode Træer, indtil ikkun Stenene i Kir-Hareseth bleve tilovers af den; og Slyngekasterne omringede den og sloge den. Og Moabs Konge saa, at Krigen var ham for stærk, da tog han syv Hundrede Mænd til sig, som kunde uddrage Sværd, for at bryde igennem til Kongen af Edom; men de kunde ikke. Da tog han sin Søn den førstefødte, som skulde blevet Konge i hans Sted, og ofrede ham til Brændoffer paa Muren; da brød der en stor Vrede løs over Israel, og de droge fra ham og kom tilbage til deres Land.