Johannesevangeliet 12:1-8
Johannesevangeliet 12:1-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede – den mand, han havde opvakt fra de døde. Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. Maria havde en flaske med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft. Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: „Den olie var en formue værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den. „Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. De fattige har I jo altid hos jer – men mig har I ikke altid.”
Johannesevangeliet 12:1-8 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Seks Dage før Paaske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Der gjorde de da et Aftensmaaltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham. Da tog Maria et Pund af ægte, saare kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; og Huset blev fuldt af Salvens Duft. Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forraadte ham: „Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?“ Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. Da sagde Jesus: „Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag! De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.“