Klagesangene 3:1-20
Klagesangene 3:1-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor. „Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke. Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang. Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser. Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider. Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven. Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri. Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner. Der er ingen vej ud af mit fængsel, enhver flugtvej er spærret af forhindringer. En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig. Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker. Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive. Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte. Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang. Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte. Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden. Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til. Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig. Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte. Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
Klagesangene 3:1-20 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Jeg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris. Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys. Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag. Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben. Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje. Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed. Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar. Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn. Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede. Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul. Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde. Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen. Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer. Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag. Han mættede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske. Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode. Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren. Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde! Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.