Lukasevangeliet 1:3-13
Lukasevangeliet 1:3-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
saa har ogsaa jeg besluttet, efter nøje at have gennemgaaet alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus! for at du kan erkende Paalideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist. I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth. Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter. Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder. Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud, tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gaa ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet. Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time. Men en Herrens Engel viste sig for ham, staaende ved den højre Side af Røgelsealteret. Og da Sakarias saa ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham. Men Engelen sagde til ham: „Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.
Lukasevangeliet 1:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Højtærede Teofilus! Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om. Dengang Herodes regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene. En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, og det gjorde ham skrækslagen. „Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes.