Lukasevangeliet 5:27-39

Lukasevangeliet 5:27-39 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og derefter gik han ud og saa en Tolder ved Navn Levi sidde ved Toldboden, og han sagde til ham: „Følg mig!“ Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham. Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem. Og Farisæerne og deres skriftkloge knurrede imod hans Disciple og sagde: „Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?“ Og Jesus svarede og sagde til dem: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse.“ Men de sagde til ham: „Johannes's Disciple faste ofte og holde Bønner og Farisæernes ligesaa; men dine spise og drikke?“ Men Jesus sagde til dem: „Kunne I vel faa Brudesvendene til at faste, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da skulle de faste i de Dage.“ Men han sagde ogsaa en Lignelse til dem: „Ingen river en Lap af et nyt Klædebon og sætter den paa et gammelt Klædebon; ellers river han baade det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke passe til det gamle. Og ingen kommer ung Vin paa gamle Læderflasker; ellers sprænger den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne ødelægges. Men man skal komme ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede. Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er god.“

Lukasevangeliet 5:27-39 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Da Jesus senere var på vej ud af byen, fik han øje på en mand ved navn Levi, der sad ved toldstedet og opkrævede skat til romerne. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Straks rejste Levi sig, forlod alt og fulgte med ham som en af hans disciple. Derefter holdt Levi en stor fest i sit hjem med Jesus som æresgæst. Blandt gæsterne var der mange skatteopkrævere. Farisæerne og de skriftlærde var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan I få jer selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?” Det var Jesus, der svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!” Så var der nogle, der sagde: „Johannes Døbers disciple faster og beder ofte, og det gør farisæernes også. Hvorfor gør dine disciple det så ikke?” Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.” Jesus svarede dem også med følgende billedtale: „Ingen kunne finde på at rive sit nye tøj i stykker for at bruge det til at lappe sit gamle tøj. For det første ødelægger man sit nye tøj, og for det andet passer den nye lap alligevel ikke til det gamle tøj. Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, sprænger den de gamle lædersække. På den måde går vinen til spilde, og lædersækkene bliver ødelagt. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. Men de, som er vant til at drikke den gamle vin, vil ikke prøve den ny, for de er overbeviste om, at den gamle vin er bedst.”