Mikas Bog 4:1-13

Mikas Bog 4:1-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Men det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene, og Folkene skulle strømme til det. Og mange Hedninger skulle komme og sige: Kommer og lader os gaa op til Herrens Bjerg og til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, og vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal udgaa Lov og Herrens Ord fra Jerusalem. Og han skal dømme imellem mange Folkeslag og holde Ret for vældige Hedningefolk ud i det fjerne; og de skulle omsmede deres Sværd til Hakker og deres Spyd til Haveknive, et Folk skal ikke løfte Sværd imod et andet, og de skulle ikke ydermere øve sig i Krig. Men de skulle bo, hver under sit Vintræ og under sit Figentræ, og ingen skal forfærde dem; thi den Herre Zebaoths Mund har talt. Thi alle Folk vandre hvert i sin Guds Navn; men vi vandre i Herrens vor Guds Navn, evindelig og altid. Paa denne Dag, siger Herren, vil jeg sanke det haltende og samle det fordrevne og det, som jeg har handlet ilde med. Og jeg vil gøre det haltende til en Levning og det bortkomne til et stærkt Folk; og Herren skal regere over dem paa Zions Bjerg, fra nu og indtil Evighed. Og du, Hyrdetaarn, Zions Datters Høj! til dig skal det komme; ja, komme skal det tidligere Herredømme, Kongedømmet over Jerusalems Datter. Nu, hvorfor raaber du saa saare? er der ingen Konge udi dig? eller er din Raadgiver omkommen? thi Smerte har betaget dig som den fødende Kvinde. Vrid dig, og vaand dig i Smerte, du Zions Datter som den fødende Kvinde! thi nu skal du drage ud af Staden og bo paa Marken og komme lige til Babel; der skal du udfries, der skal Herren genløse dig af dine Fjenders Haand. Og nu ere vel mange Folkefærd samlede imod dig, hvilke sige: Hun vorde vanhelliget! og vore Øjne se deres Lyst paa Zion! Men de kende ikke Herrens Tanker og forstaa ikke hans Raad, thi han har samlet dem som Neg til Tærskepladsen. Gør dig rede og tærsk, du Zions Datter! thi jeg gør dit Horn til Jern og gør dine Hove til Kobber, at du maa sønderknuse mange Folk, og at jeg kan vie Herren deres Bytte og hele Jordens Herre deres Gods.

Mikas Bog 4:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Men det skal ske i de sidste dage, at Herrens tempelbjerg bliver verdens knudepunkt. Alverdens folkeslag vil strømme derhen. „Lad os rejse til Herrens bjerg,” vil de sige. „Lad os tage hen til Israels Guds bolig, så vi kan lære hans vilje at kende og følge hans vejledninger, for den sande lære kommer fra Zion, Herrens ord udgår fra Jerusalem.” Herren vil afgøre folkenes stridigheder og være dommer for fjerne stormagter. Da vil de smede deres sværd om til plovskær og omdanne deres spyd til vingårdsknive. Landene vil holde op med at bekrige hinanden, og alt militær bliver overflødigt. Til den tid kan man nyde freden i sin have, for der er ikke længere noget at frygte. Dette er et budskab fra Herren, den Mægtige. Folkeslagene følger hver deres gud, men vi vil for evigt følge Herren, vores Gud. „Til den tid,” siger Herren, „vil jeg samle mit adspredte, forslåede folk og læge dem, jeg var nødt til at straffe. Jeg vil begynde forfra med den rest, der er tilbage, og samle mit adspredte folk til en stærk nation. Da vil jeg være deres konge og regere fra Zions bjerg for evigt. Kong David vogtede over Jerusalem fra udkigstårnet på Ofelhøjens palads. Engang skal Davids rige genoprettes, og Jerusalem, kongens by, få sin værdighed igen.” Jeg hører i min ånd de høje skrig som fra en fødende kvinde. Jerusalem, din konge er væk, din øverste leder er forsvundet. Jerusalems indbyggere har grund til at stønne, som om de alle vred sig i veer. I bliver ført bort fra byen og må overnatte under åben himmel. I bliver ført langt bort til Babylon, men engang vil jeg bringe jer hjem igen. Herren selv vil komme til det land og befri jer fra jeres fjenders hånd. Jeg ser i min ånd mange nationer, der samler sig imod Jerusalem. De ønsker at få ram på den hellige by og fuldstændigt udslette den. Men de kender ikke Herrens planer, de forstår ikke hans tanker. Det er nemlig Herren, der har samlet dem, som man samler kornet på tærskepladsen. Jerusalems indbyggere, tærsk dem, som en okse tærsker korn. Jeg giver jer horn af jern og klove af bronze, så I kan knuse mange nationer. Deres rigdomme skal overgives til Herren, jeres Gud, deres skatte tilhører Kongen over hele jorden.