Mikas Bog 5:1-8
Mikas Bog 5:1-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Du Betlehem-Efrat, du er kun en lille landsby i Juda, men fra dig skal en konge fremstå, som skal lede Israels folk på mine vegne. Hans oprindelse fortaber sig i fortiden. Derfor vil Gud give folket i deres fjenders hænder, indtil den fastsatte tid er inde. Resten af Judas folk skal vende hjem, fulgt af de øvrige blandt Israels folk. Han vil lede sit folk i den mægtige Guds navn, som en hyrde vogter sine får. Da skal de bo trygt, for hans herredømme omfatter hele jorden. Han er den, der bringer fred. Når assyrerne angriber vores land og prøver at indtage vores fæstninger, indsætter vi syv fyrster imod dem, mere end nok til at slå dem. De vil overmande assyrerne og herske over dem med hård hånd. Ja, vores konge vil redde os fra assyrerne, hvis de prøver at invadere vores land. Den overlevende rest af Israels folk, som spredes blandt mange folkeslag, vil være som regnen, der får græsset til at vokse, som duggen, der kommer ned fra himlen. Det kommer fra Herren og afhænger ikke af menneskers vilje. De vil leve midt iblandt andre folkeslag og blive et stærkt og frygtet folk, som en løve blandt skovens dyr, som en ungløve blandt flokke af får. Når de går på rov, slår de alt ned. Når de sønderriver et bytte, er der ingen redning. De overvinder deres uvenner og rydder deres fjender af vejen.
Mikas Bog 5:1-8 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og nu, Bethlehem Efrata, liden til at være iblandt Judas Tusinder! af dig skal udgaa mig een til at være Hersker over Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage. Derfor skal han hengive dem indtil den Tid, da hun, som skal føde, har født; og de overblevne af hans Brødre skulle vende tilbage til Israels Børn. Og han skal staa og vogte i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Højhed; og de skulle fæste Bo, thi nu skal han være stor indtil Jordens Ender. Og han skal være Fred; naar Assur kommer i vort Land, og naar han betræder vore Paladser, saa ville vi rejse imod ham syv Hyrder og otte Folkefyrster. Og de skulle vogte Assurs Land med Sværdet og Nimrods Land i dets Porte; og han skal frelse fra Assur, naar denne kommer i vort Land og betræder vor Grænse. Og det overblevne af Jakob skal være midt iblandt mange Folk som en Dug fra Herren, som Regndraaber paa Urter, hvilken ikke bier efter nogen og ikke venter paa Menneskens Børn. Og det overblevne af Jakob skal være iblandt Hedningerne midt iblandt mange Folk som en Løve iblandt Dyrene i Skoven, som en ung Løve iblandt Faarehjorde, hvilken, naar den gaar forbi, træder ned og river bort, og der er ingen, som redder. Ophøjet være din Haand over dine Modstandere, og alle dine Fjender vorde udryddede.