Mattæusevangeliet 3
3
Johannes Døber og hans budskab (Mark. 1,1‑8; Luk. 3,1‑18; Joh. 1,19‑28)
1Mange år senere begyndte Johannes Døber at prædike ude i Judæas ødemark. Hans budskab lød sådan her: 2„I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!” 3Det er ham, der tales om i profeten Esajasʼ bog, dér hvor der står:
„Der lyder en stemme i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
Gør jer klar til hans komme!’ ”#3,3 Citat fra Es. 40,3.
4Johannesʼ profetkappe var vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet. Hans mad bestod af græshopper og honning fra vilde bier. 5Folk fra Jerusalem og hele egnen omkring Jordanfloden – ja fra hver eneste del af Judæa – kom strømmende til for at se og høre ham. 6Og dem, der bekendte deres synder, døbte han i Jordanfloden.
7Men da han så, at mange farisæere og saddukæere#3,7 Mens farisæerne var datidens konservative jøder, som satte den ydre fromhed over hjertets indstilling, var saddukæerne datidens liberale rationalister, der nægtede at tro på noget overnaturligt. De skriftlærde var datidens teologer, nogle var farisæere, andre saddukæere. „Skriften” henviser her og andre steder til Det Gamle Testamente. også kom for at blive døbt, råbte han til dem: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? 8Bevis med jeres liv, at I er villige til at vende jer bort fra jeres synder. 9Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’#3,9 Udtrykket „barn/søn af Abraham” er en hebraisk talemåde, som betyder, at man er ligesom Abraham. Abraham var kendt for sin tro og lydighed, men disse farisæere og saddukæere kender hverken til tro eller lydighed. Det hebraiske ordspil mellem ben „søn” og eben „sten” går tabt i oversættelsen. Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten der til børn af Abraham! 10Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og ethvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden. 11Jeg døber med vand, for at det skal føre til en ændret indstilling, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at bære hans sandaler. Han vil døbe med#3,11 Eller: „i Helligånden”. Det græske ord, der her oversættes „med”, kan også oversættes „i”. Det samme gælder der, hvor ordet står i forbindelse med dåben i vand. Man kan vælge oversættelsen døbe med eller i vand. Helligåndens kraft#3,11 Se noten til 1,18. „Ild” er i Bibelen dels symbol på renselse fra urenheder som her, dels symbol på den endelige straf over de ugudelige som i næste vers. og med ild. 12Han har kasteskovlen i hånden klar til at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”
Jesus bliver døbt med vand og Helligånd (Mark. 1,9‑11; Luk. 3,21‑22)
13Jesus ankom nu fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. 14Men Johannes ville ikke gøre det: „Det er jo mig, der trænger til at blive døbt af dig!” protesterede han. „Hvorfor kommer du så til mig?”
15„Gør det nu,” sagde Jesus, „for på den måde gør vi Guds vilje.”
Johannes gjorde da, som Jesus ønskede.
16I samme øjeblik Jesus steg op af vandet efter dåben, blev himlen pludselig åbnet, og Guds Ånd kom over ham som en due, der dalede ned ovenfra. 17Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt ud tilfreds med.”#3,17 Kan muligvis også oversættes „Jeg glæder mig over ham.” Det græske ord, som her er brugt, betyder egentlig „acceptere nogen eller noget som værende godt”. Det henviser ofte til at gøre Guds vilje, at gøre det, som Gud fuldt ud kan acceptere og stå bag ved.
Currently Selected:
Mattæusevangeliet 3: BPH
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Bibelen på hverdagsdansk™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc.
Alle rettigheder forbeholdes.
The Bible in Everyday Danish™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc.
All rights reserved worldwide.
„Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.