Forhandlings 2
2
Dit 2. Kapitel.
1En üs di Pingsterdai kjemmen wiär, wiär ja al jens Sens bi arküder.
2En diär kam sa skor en Susin van Hemmel, alliküs en gewaldig Winj, en måket dit hile Hüs vol, hur ja sēt.
3En em såg ön jam forskellig Tungen, alliküs dat er Jöld üp wiär. En hi sǟt sik üp Ark mung jam.
4En ja wåd Al vol /van/ di hellig Geist, en begent tö prötjin me Üder Tungen, sa üs di Geist jam dit jaw üttöspreken.
5Mar diär wiär Juden, welk ön Jerusalem unet, ja wiär gottesfürgtig Måner van allerlei Volk önder di Hemmel.
6Diär nü di Stem tö hiren wiär, kam di Kär töhop, en wundert jam, for Ark hjert, dat ja ön sin Språk sprok.
7Ja wåd al forfirt, forwundert sik, en said tö arküder: Se jens! sen ek dös Al, welk diär sprēk, üt Galiläa.
8Hur hir wü da Ark sin Språk#2.8 Moderspråk, diärön wü geboren sen.
9Parther en Meder, en Elamiter, en wü, welk une ön Mesopotamien, en ön Judäa, en Cappadocien, Pontus en Asien.
10Frygien en Pamfylien, Ägypten, en ön dit Ötterst van Lybien, en Bütlönder van Rom.
11Juden en Judengenoten (Nibekirten), Kreter en Araber, wü hir jam jå me üs Tungen Gottes gurt Dåden forkindigen.
12Mar ja wåd al forfirt, en alle twiwelt, en di Jen said tö di Üder: Wat wel diärvan ud?
13En di Üdern hed jar Spot, en said: Ja sen vol van swet Win.
14Da stönd Petrus âp me di Ellef, hēwt sin Stem, en sprok tö jam: I Juden, lew Måner, en Alle, diär ön Jerusalem une, dit skel ju bekǟnt wis, en let min Urder tö ju Oaren ingung.
15For dössen hjir sen ek drunken, sa üs I formuden sen; voaral diär't /jit man/ di träd Stünd üp di Dai es.
16Mar dit est, wat dör di Profet Joel tövoaren said es.
17En hat skel ön di lēst Dågen ske, said Gott, ik wel ütjit (ütstört) van min Geist üp al dit Flēsk, en ju Seens en ju Dågters skel spoai, en ju jung Drǟnger (Junglid) skel Gesigter (Fortonings) se, en ju Olderlid skel Drōmer hå.
18En üp min Knegter en üp min Tinstfåmner welk#2.18 Lies: wel? ik ön disallew Dagen van min Geist ütjit, en ja skel spoai.
19En ik wel Wunder dö bowen ön Hemmel, en Teken bidiäl üp Örd, Blöd, Jöld en Rokdamp.
20Di Sen skel forwandelt ud ön Junkens, en di Mun ön Blöd, jer dat di Herr sin gurt en herrelk Dai komt.
21En hat skel ske, hokken di Herr sin Nōm önrǟpt, di skel selig ud.
22I Karming (Måner) van Israel, hir dös Ūrder: Jesus van Nazareth, di Man van Gott, üttekent bi ju me Dåden, Wunder en Teken, welk Gott dör höm dön hēd medden mung ju, üs I uk sallew wēt.
23Disalwige (eter dat hi me welaurleid Rēd en Omtågt Gott heniwen wiär) hå I nommen dör di Hunden van di Ünrogtfardigen, en önt Krüts önheft en wirrigt.
24Di hēd Gott âpwǟkt, en forlist van di Doadspīn, eter dat et ünmögelk wiär, höm diärön tö hoalden.
25For David said van höm: Ik hå di Herr langsen voar min Ansegt stelt, for hi es ön min rogt Sid, omdat ik ek skåket ud.
26Diärom es min Hart blid, en min Tung frügget sik; for uk min Flēsk wel ru ön dös Höp.
27For dü wedt min Sēl ek ön di Hel bliw let, uk ek tölet, dat din Hellig di Forwesing sjogt.
28Dü hēst mi di Lewentswei bekǟnt måket, dü wedt mi vol måke me Forhöging voar din Ansegt.
29I Karming, min lew Brödhem, let mi fri sprēk tö ju van di oald Stamvåder David. Hi es stürwen en begrewen uden, en sin Grēw es bi üs bet üp dös Dai.
30Üs hi nü en Profet wiär, en wust, dat Gott höm belöwet hed me en Tid, dat de Frügt van sin Lunken üp sin Stȫl set skuld.
31Hat hi-t tövoaren sen en spreken van Christus sin Apstunen, dat sin Sēl ek ön di Hel blewwen es, en sin Flēsk di Forwesing ek sen hēd.
32Dös Jesus hēd Gott apwäkt, diärtö sen wü al Tjüg.
33Hi es nü dör Gotts rogt Hund âphoget uden, en hēd di Belöwing tö di hellig Geist van di Våder fingen, en hi hēd en ütgöten, üs I nü se en hir.
34For David es ek âp tö Hemmel fåren. Mar hi sprakt: Di Herr hēd said tö min Herr: Set di ön (tö) min rogt Hund.
35Bet dat ik din Finder tö en Futstölk li foar din Fet.
36Sa wēt nü dit hile Hüs Israel et wes, dat Gott dös Jesus, welk I krütsigt hå, tö en Herr en Christ måket hēd.
37Mar diär ja dit hjert, ging-t jam dör jår Hart, en ja sprok tö Petrus, en tö di Üder Aposteler: I Karming, üs lew Brödhem, wat skel wü dö?
38Petrus sprok tö jam: Bekir ju (dö Bōt) en Ark van ju let sik döpe üp di Nōm van Jesus Christus tö Foriwing van Send; da skel I di Gåw van di hellig Geist fo.
39For ju en ju Jungen es dös Belöwing, en foar Alle, diär fir weg sen, welk üs Herr Gott hjårt röp wel.
40Uk me vul Üder Urder betjügt hi-t, en formånet, en sprok: Let ju ofhelp van dös forkirt Lid.
41Danen diär nü sin Urd hold önnōm, let sik döpe (kresne); en diär kam hentö üp di Dai hen bi tridüsend Selen.
42En ja blew stidigs ön di Aposteler jår Lir, en ön Geminskep, en önt Broad breken, en ön-t Gebet.
43En diär kam Fürgt uk aur alle Selen; en diär ske vul Wunder en Teken dör di Aposteler.
44En al danen, welk glōwsk uden wiär, wiär bi arküder, en höld alle Dinge gemin (töhop).
45Jår Håb en Gud forkopet ja, en dilet et üt mung alle, sa üs dat Ark dit nödig hed.
46En ja wiär dågligs en stidigs bi arküder en jens Sens ön di Tempel, en brok dit Broad hen en weder ön di Hüsing.
47Nōm di Miältid en lowet Gott me Frügged en me Jenfoalighed#2.47 sönder Grübeln. ön-t Hart en hed Gnad bi Gott en bi dit hile Volk. En di Herr död dågligs hokken hentö tö dit Geminte, welk selig wåd.
Currently Selected:
Forhandlings 2: NFNT
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Translated by Peter Michael Clemens (1804-1870)
Forhandlings 2
2
Dit 2. Kapitel.
1En üs di Pingsterdai kjemmen wiär, wiär ja al jens Sens bi arküder.
2En diär kam sa skor en Susin van Hemmel, alliküs en gewaldig Winj, en måket dit hile Hüs vol, hur ja sēt.
3En em såg ön jam forskellig Tungen, alliküs dat er Jöld üp wiär. En hi sǟt sik üp Ark mung jam.
4En ja wåd Al vol /van/ di hellig Geist, en begent tö prötjin me Üder Tungen, sa üs di Geist jam dit jaw üttöspreken.
5Mar diär wiär Juden, welk ön Jerusalem unet, ja wiär gottesfürgtig Måner van allerlei Volk önder di Hemmel.
6Diär nü di Stem tö hiren wiär, kam di Kär töhop, en wundert jam, for Ark hjert, dat ja ön sin Språk sprok.
7Ja wåd al forfirt, forwundert sik, en said tö arküder: Se jens! sen ek dös Al, welk diär sprēk, üt Galiläa.
8Hur hir wü da Ark sin Språk#2.8 Moderspråk, diärön wü geboren sen.
9Parther en Meder, en Elamiter, en wü, welk une ön Mesopotamien, en ön Judäa, en Cappadocien, Pontus en Asien.
10Frygien en Pamfylien, Ägypten, en ön dit Ötterst van Lybien, en Bütlönder van Rom.
11Juden en Judengenoten (Nibekirten), Kreter en Araber, wü hir jam jå me üs Tungen Gottes gurt Dåden forkindigen.
12Mar ja wåd al forfirt, en alle twiwelt, en di Jen said tö di Üder: Wat wel diärvan ud?
13En di Üdern hed jar Spot, en said: Ja sen vol van swet Win.
14Da stönd Petrus âp me di Ellef, hēwt sin Stem, en sprok tö jam: I Juden, lew Måner, en Alle, diär ön Jerusalem une, dit skel ju bekǟnt wis, en let min Urder tö ju Oaren ingung.
15For dössen hjir sen ek drunken, sa üs I formuden sen; voaral diär't /jit man/ di träd Stünd üp di Dai es.
16Mar dit est, wat dör di Profet Joel tövoaren said es.
17En hat skel ön di lēst Dågen ske, said Gott, ik wel ütjit (ütstört) van min Geist üp al dit Flēsk, en ju Seens en ju Dågters skel spoai, en ju jung Drǟnger (Junglid) skel Gesigter (Fortonings) se, en ju Olderlid skel Drōmer hå.
18En üp min Knegter en üp min Tinstfåmner welk#2.18 Lies: wel? ik ön disallew Dagen van min Geist ütjit, en ja skel spoai.
19En ik wel Wunder dö bowen ön Hemmel, en Teken bidiäl üp Örd, Blöd, Jöld en Rokdamp.
20Di Sen skel forwandelt ud ön Junkens, en di Mun ön Blöd, jer dat di Herr sin gurt en herrelk Dai komt.
21En hat skel ske, hokken di Herr sin Nōm önrǟpt, di skel selig ud.
22I Karming (Måner) van Israel, hir dös Ūrder: Jesus van Nazareth, di Man van Gott, üttekent bi ju me Dåden, Wunder en Teken, welk Gott dör höm dön hēd medden mung ju, üs I uk sallew wēt.
23Disalwige (eter dat hi me welaurleid Rēd en Omtågt Gott heniwen wiär) hå I nommen dör di Hunden van di Ünrogtfardigen, en önt Krüts önheft en wirrigt.
24Di hēd Gott âpwǟkt, en forlist van di Doadspīn, eter dat et ünmögelk wiär, höm diärön tö hoalden.
25For David said van höm: Ik hå di Herr langsen voar min Ansegt stelt, for hi es ön min rogt Sid, omdat ik ek skåket ud.
26Diärom es min Hart blid, en min Tung frügget sik; for uk min Flēsk wel ru ön dös Höp.
27For dü wedt min Sēl ek ön di Hel bliw let, uk ek tölet, dat din Hellig di Forwesing sjogt.
28Dü hēst mi di Lewentswei bekǟnt måket, dü wedt mi vol måke me Forhöging voar din Ansegt.
29I Karming, min lew Brödhem, let mi fri sprēk tö ju van di oald Stamvåder David. Hi es stürwen en begrewen uden, en sin Grēw es bi üs bet üp dös Dai.
30Üs hi nü en Profet wiär, en wust, dat Gott höm belöwet hed me en Tid, dat de Frügt van sin Lunken üp sin Stȫl set skuld.
31Hat hi-t tövoaren sen en spreken van Christus sin Apstunen, dat sin Sēl ek ön di Hel blewwen es, en sin Flēsk di Forwesing ek sen hēd.
32Dös Jesus hēd Gott apwäkt, diärtö sen wü al Tjüg.
33Hi es nü dör Gotts rogt Hund âphoget uden, en hēd di Belöwing tö di hellig Geist van di Våder fingen, en hi hēd en ütgöten, üs I nü se en hir.
34For David es ek âp tö Hemmel fåren. Mar hi sprakt: Di Herr hēd said tö min Herr: Set di ön (tö) min rogt Hund.
35Bet dat ik din Finder tö en Futstölk li foar din Fet.
36Sa wēt nü dit hile Hüs Israel et wes, dat Gott dös Jesus, welk I krütsigt hå, tö en Herr en Christ måket hēd.
37Mar diär ja dit hjert, ging-t jam dör jår Hart, en ja sprok tö Petrus, en tö di Üder Aposteler: I Karming, üs lew Brödhem, wat skel wü dö?
38Petrus sprok tö jam: Bekir ju (dö Bōt) en Ark van ju let sik döpe üp di Nōm van Jesus Christus tö Foriwing van Send; da skel I di Gåw van di hellig Geist fo.
39For ju en ju Jungen es dös Belöwing, en foar Alle, diär fir weg sen, welk üs Herr Gott hjårt röp wel.
40Uk me vul Üder Urder betjügt hi-t, en formånet, en sprok: Let ju ofhelp van dös forkirt Lid.
41Danen diär nü sin Urd hold önnōm, let sik döpe (kresne); en diär kam hentö üp di Dai hen bi tridüsend Selen.
42En ja blew stidigs ön di Aposteler jår Lir, en ön Geminskep, en önt Broad breken, en ön-t Gebet.
43En diär kam Fürgt uk aur alle Selen; en diär ske vul Wunder en Teken dör di Aposteler.
44En al danen, welk glōwsk uden wiär, wiär bi arküder, en höld alle Dinge gemin (töhop).
45Jår Håb en Gud forkopet ja, en dilet et üt mung alle, sa üs dat Ark dit nödig hed.
46En ja wiär dågligs en stidigs bi arküder en jens Sens ön di Tempel, en brok dit Broad hen en weder ön di Hüsing.
47Nōm di Miältid en lowet Gott me Frügged en me Jenfoalighed#2.47 sönder Grübeln. ön-t Hart en hed Gnad bi Gott en bi dit hile Volk. En di Herr död dågligs hokken hentö tö dit Geminte, welk selig wåd.
Currently Selected:
:
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Translated by Peter Michael Clemens (1804-1870)