Lukasevangeliet 22

Jøderne raadslaa om at dræbe Jesus, 1-2. Judas tilbyder Ypperstepræsterne at forraade ham, 3-6. Jesus holder Paaskemaaltid og indstifter den hellige Nadvere, 7-20, taler om Forræderen, 21-23, formaner til Ydmyghed, 24-27, og lover Apostlene Ærespladser i sit Rige, 28-30. Han forudsiger Peters Fald, 31-34, taler om Kampen for Troen, 35-38. Hans Sjælekamp i Gethsemane, 39-46. Judas's Forræderi, 47-48. Han læger Ypperstepræstens Tjeners Øre, 49-51, gaar i Rette med sine Fjender, 52-53. Jesus føres til Ypperstepræsten; Peters Fornægtelse, 54-62. Jesus bliver spottet og slaaet, 63-65, bekender at være Kristus, 66-71.

1Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Paaske, nærmede sig. 2Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slaa ham ihjel; thi de frygtede for Folket.

3Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv. 4Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forraade ham til dem. 5Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. 6Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forraade ham til dem uden Opløb.

7Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man skulde slagte Paaskelammet. 8Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: „Gaar hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne spise det.“ 9Men de sagde til ham: „Hvor vil du, at vi skulle berede det?“ 10Men han sagde til dem: „Se, naar I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han gaar ind, 11og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Paaskelammet med mine Disciple? 12Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det.“ 13Og de gik hen og fandt det saaledes, som han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet. 14Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. 15Og han sagde til dem: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Paaskelam med eder, førend jeg lider. 16Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.“ 17Og han tog en Kalk, takkede og sagde: „Tager dette, og deler det imellem eder! 18Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.“ 19Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: „Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!“ 20Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.

21Men se, hans Haand, som forraader mig, er her paa Bordet hos mig. 22Thi Menneskesønnen gaar bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!“ 23Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.

24Men der opstod ogsaa en Trætte iblandt dem om, hvem af dem der maatte synes at være den største. 25Men han sagde til dem: „Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. 26I derimod ikke saaledes; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. 27Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener.

28Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. 29Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder 30at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Troner og dømme Israels tolv Stammer.“

31Men Herren sagde: „Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. 32Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!“ 33Men han sagde til ham: „Herre! jeg er rede til at gaa med dig baade i Fængsel og i Døden.“ 34Men han sagde: „Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.“

35Og han sagde til dem: „Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?“ Og de sagde: „Intet.“ 36Men han sagde til dem: „Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligesaa ogsaa en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! 37Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes paa mig, dette: „Og han blev regnet iblandt Overtrædere;“ thi ogsaa med mig har det en Ende.“ 38Men de sagde: „Herre! se, her ere to Sværd.“ Men han sagde til dem: „Det er nok.“

39Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men ogsaa Disciplene fulgte ham. 40Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: „Beder om ikke at falde i Fristelse.“ 41Og han rev sig løs fra dem, saa meget som et Stenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde: 42„Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!“ 43Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. 44Og da han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden. 45Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. 46Og han sagde til dem: „Hvorfor sove I? Staar op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.“

47Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. 48Men Jesus sagde til ham: „Judas! forraader du Menneskesønnen med et Kys?“

49Men da de, som vare omkring ham, saa, hvad der vilde ske, sagde de: „Herre! skulle vi slaa til med Sværd?“ 50Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. 51Men Jesus tog til Orde og sagde: „Lad dem gøre ogsaa dette!“ Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.

52Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de Ældste, som vare komne til ham: „I ere gaaede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. 53Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.“

54Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. 55Og de tændte en Ild midt i Gaarden og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. 56Men en Pige saa ham sidde i Lysskæret og stirrede paa ham og sagde: „Ogsaa denne var med ham.“ 57Men han fornægtede ham og sagde: „Jeg kender ham ikke, Kvinde!“ 58Og lidt derefter saa en anden ham og sagde: „Ogsaa du er en af dem.“ Men Peter sagde: „Menneske! det er jeg ikke.“ 59Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: „I Sandhed, ogsaa denne var med ham; han er jo ogsaa en Galilæer.“ 60Men Peter sagde: „Menneske! jeg forstaar ikke, hvad du siger.“ Og straks, medens han endnu talte, galede Hanen. 61Og Herren vendte sig og saa paa Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: „Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.“ 62Og han gik udenfor og græd bitterligt.

63Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; 64og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: „Profetér! hvem var det, som slog dig?“ 65Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.

66Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Raad 67og sagde: „Er du Kristus, da sig os det!“ Men han sagde til dem: „Siger jeg eder det, tro I det ikke. 68Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.#22,68 Ordene «ej heller løslade I mig» mangle i nogle af de ældste Haandskrifter. 69Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Haand.“ 70Men de sagde alle: „Er du da Guds Søn?“ Og han sagde til dem: „I sige det; jeg er det.“ 71Men de sagde: „Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!“

Currently Selected:

Lukasevangeliet 22: DA1871

Highlight

Copy