Klagesangene 3:1-20

Jeg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris. Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys. Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag. Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben. Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje. Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed. Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar. Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn. Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede. Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul. Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde. Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen. Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer. Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag. Han mættede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske. Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode. Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren. Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde! Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.