Lev med styrke og mod!

Lukasevangeliet  - for nye bibellæsere

Håb

Giv Gud førstepladsen

Andet Petersbrev

Lev et formålsfyldt liv!

Andet Korintherbrev

Hvordan var Jesus?

Du HAR en bøn!

Din bedste investering!

Bibelen på hverdagsdansk

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkACT">
 <div class="chapter ch15" data-usfm="ACT.15">
 <div class="label">15</div><div class="s1">Apostelm&#248;det i Jerusalem</div><div class="m"> 1Mens Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, kom der nogle j&#248;der fra Jud&#230;a p&#229; bes&#248;g, og de stod frem og sagde til menigheden: &#8222;I kan kun blive frelst, hvis I bliver omsk&#229;ret efter de j&#248;diske forskrifter.&#8221; 2Det f&#248;rte til en heftig debat mellem Paulus og Barnabas p&#229; den ene side og de tilrejsende j&#248;der fra Jud&#230;a p&#229; den anden. Til sidst blev det besluttet, at Paulus og Barnabas og nogle andre ledere fra menigheden i Antiokia skulle tage til Jerusalem for at diskutere sagen med apostlene og de &#248;vrige ledere i menigheden der.</div><div class="p"> 3Menigheden udrustede dem til rejsen, og p&#229; vej gennem F&#248;nikien og Samaria gjorde de ophold i byerne for at bes&#248;ge de Jesus-troende d&#233;r. Her fortalte de til alles store gl&#230;de, at mange ikke-j&#248;der nu ogs&#229; havde vendt sig fra deres synd og havde taget imod budskabet om Jesus.</div><div class="p"> 4Da de ankom til Jerusalem, blev de taget godt imod af hele menigheden med apostlene og de &#248;vrige ledere i spidsen. Paulus og Barnabas berettede om de store ting, Gud havde udrettet gennem dem i deres arbejde blandt de ikke-j&#248;diske folkeslag. 5Men nogle af de faris&#230;ere, der var kommet til tro, rejste sig op og sagde: &#8222;Disse mennesker skal omsk&#230;res, og de skal have besked p&#229; at overholde de love og forskrifter, Moses har givet os.&#8221;</div><div class="p"> 6Apostlene og menighedens ledere holdt nu et s&#230;rskilt m&#248;de for at dr&#248;fte sp&#248;rgsm&#229;let. 7Det f&#248;rte til en l&#230;ngere diskussion, og til sidst rejste Peter sig. &#8222;Venner,&#8221; sagde han. &#8222;I ved jo godt alle sammen, hvordan Gud i begyndelsen udvalgte mig iblandt jer og brugte mig til at forkynde budskabet om Jesus for ikke-j&#248;der, s&#229; ogs&#229; de kunne komme til tro. 8Og Gud, som kender hjertets indstilling, satte det bl&#229; stempel p&#229; dem ved at give dem Hellig&#229;ndens kraft, ligesom han gav den til os. 9Han gjorde ingen forskel p&#229; dem og os, for vi har alle f&#229;et hjertet renset gennem troen. 10Skal vi nu til at g&#229; i rette med Gud og l&#230;gge en byrde p&#229; disciplenes skuldre, som hverken vores forf&#230;dre eller vi selv har v&#230;ret i stand til at b&#230;re? 11Nej! Det er gennem Herren Jesu n&#229;de, at vi kommer til tro og bliver frelst p&#229; samme m&#229;de som dem, der ikke er j&#248;der.&#8221;</div><div class="p"> 12Forsamlingen blev stille, og de lyttede nu til Barnabas og Paulus, der fortalte om de undere, som Gud havde udf&#248;rt gennem dem blandt de ikke-j&#248;diske folkeslag.</div><div class="p"> 13-14Da de var f&#230;rdige med deres beretning, tog Jakob ordet og sagde: &#8222;Venner, jeg vil gerne sige noget. Simon har fortalt, hvordan Gud greb ind og &#229;bnede d&#248;ren for mennesker fra andre folkeslag til at blive et folk, der tilh&#248;rer ham. 15Det stemmer helt overens med, hvad profeterne har sagt. Der st&#229;r jo skrevet: 16&#8218;Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids rige.#15,16 Ordet betyder egentlig: &#8222;d&#230;kke, l&#248;vhytte, midlertidigt vagttelt eller kommandotelt&#8221;. Her er det sandsynligvis brugt om Davids kongelige kommandotelt og derfor symbolet p&#229; hans herred&#248;mme. Jeg vil genopbygge det, som blev revet ned, og f&#229; det op at st&#229; igen. 17Det g&#248;r jeg, for at de &#248;vrige m&#229; s&#248;ge Herren, alle de andre folkeslag, som jo ogs&#229; tilh&#248;rer mig. Det er Herren, der siger det, og han vil g&#248;re det.&#8217;#15,17 Frit citeret efter Amos 9,11&#8209;12. Den gr&#230;ske tekst er usikker, og det er ikke helt afgjort, hvor citatet slutter.&#8221;</div><div class="p"> 18Jakob fortsatte: &#8222;Det har alts&#229; v&#230;ret kendt fra gammel tid, at de &#248;vrige folkeslag ogs&#229; skulle med. 19Jeg mener derfor, at vi ikke skal l&#230;gge un&#248;dvendige byrder p&#229; de ikke-j&#248;der, der vender sig til Gud. 20Nej, lad os blot skrive til dem, at de skal afholde sig fra al seksuel synd, og endvidere b&#248;r de ikke spise blod, k&#248;d fra kvalte dyr eller k&#248;d, som f&#248;rst har v&#230;ret ofret til afguderne.#15,20 If&#248;lge 3.Mos. 17,10&#8209;16 gjaldt de to regler om ikke at spise blod eller k&#248;d med blod i ogs&#229; blandt de fremmede, som boede blandt j&#248;derne. I en menighed, der bestod af en blanding af j&#248;der og ikke-j&#248;der, var der s&#230;rlige hensyn at tage, jf. Rom. 14. Afgudsofferk&#248;d og seksuel umoral var et stort problem i de store gr&#230;ske byer, mens det med blodet var et problem for j&#248;derne. 21Alle kender jo de love, vi har fra Moses, for de er blevet opl&#230;st og forkyndt hver eneste sabbat gennem utallige generationer i synagogerne rundt omkring i de forskellige byer.&#8221;</div><div class="p"> 22Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samr&#229;d med hele menigheden at sende nogle repr&#230;sentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De m&#230;nd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas. 23De fik f&#248;lgende brev med:</div><div class="pmo">Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.</div><div class="pmo">Til de ikke-j&#248;diske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.</div><div class="pmo">Mange hilsener til jer alle!</div><div class="pm"> 24Vi har f&#229;et at vide, at nogle folk herfra har skabt en del uro hos jer ved blandt andet at s&#230;tte sp&#248;rgsm&#229;lstegn ved jeres frelse. Det har vi imidlertid aldrig bedt dem om, 25og vi er derfor blevet enige om at sende jer to udvalgte m&#230;nd fra menigheden her sammen med vores elskede Barnabas og Paulus, 26som jo har vovet livet i arbejdet for vores Herre, Jesus Kristus. 27Vi sender alts&#229; Judas og Silas, for at de mundtligt kan bekr&#230;fte det, som vi her skriver om.</div><div class="pm"> 28Hellig&#229;nden og vi har besluttet, at der ikke skal l&#230;gges nogen st&#248;rre byrde p&#229; jer, end det er strengt n&#248;dvendigt. 29Det vil sige, at I skal holde jer fra at spise k&#248;d, som er ofret til afguderne, k&#248;d af kvalte dyr og blod. Desuden skal I holde jer fra al seksuel synd. Hvis I overholder det, handler I ret. Lev vel!</div><div class="p"> 30De fire m&#230;nd tog s&#229; af sted til Antiokia, hvor de kaldte menigheden sammen og overrakte dem brevet. 31Da brevet var blevet opl&#230;st, blev der gl&#230;de i hele menigheden over de opmuntrende ord. 32Judas og Silas var profeter, og de opmuntrede og styrkede menigheden gennem flere budskaber. 33De blev i byen et stykke tid, hvorefter de vendte tilbage til Jerusalem med hilsen og tak til dem, der havde sendt dem.#15,33 Nogle h&#229;ndskrifter har tilf&#248;jet vers 34: &#8222;Dog besluttede Silas at blive.&#8221; 35Paulus og Barnabas opholdt sig endnu en tid i Antiokia for sammen med mange andre at undervise og forkynde Herrens ord.</div><div class="s1">Paulus rejser ud med Silas, og Barnabas tager Markus med</div><div class="m"> 36Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: &#8222;Lad os nu vende tilbage for at se, hvordan det g&#229;r med menighederne i de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord.&#8221; 37Men da Barnabas &#248;nskede at tage Johannes Markus med, 38gjorde Paulus indsigelser. Han mente ikke, at Markus skulle med dem nu, eftersom han var rejst tilbage, da de kom til Pamfylien, i stedet for at forts&#230;tte i arbejdet sammen med dem.</div><div class="p"> 39De to m&#230;nds uenighed p&#229; det punkt blev s&#229; skarp, at de besluttede at tage hver sit sted hen. Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Cypern. 40Men Paulus valgte at tage Silas med, og efter at menighedens ledere havde bedt om, at Gud i sin n&#229;de ville v&#230;re med dem, 41tog de af sted og rejste til provinserne Syrien og Kilikien for at styrke menighederne der.</div>
 </div>
 </div>
</div>

Bibelen på hverdagsdansk™ Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc. Alle rettigheder forbeholdes.   The Bible in Everyday Danish™ Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc. All rights reserved worldwide.   „Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkACT">
 <div class="chapter ch16" data-usfm="ACT.16">
 <div class="label">16</div><div class="s1">Paulus udv&#230;lger Timoteus som sin discipel</div><div class="m"> 1Paulus og Silas fortsatte rejsen, og efter et kort ophold i Derbe ankom de til Lystra. Her traf de en discipel, der hed Timoteus. Selv om hans far var gr&#230;ker, blev han regnet for at v&#230;re j&#248;de, fordi hans mor var j&#248;de. 2Timoteus havde et godt omd&#248;mme blandt lederne af menighederne b&#229;de i Lystra og Ikonion, 3s&#229; Paulus ville gerne have ham med p&#229; den videre rejse. Han fik Timoteus omsk&#229;ret, inden de tog af sted, af hensyn til de mange j&#248;der, de kom i kontakt med. De vidste nemlig alle, at han ikke var blevet omsk&#229;ret p&#229; grund af sin gr&#230;ske far.</div><div class="p"> 4De rejste nu fra by til by, og de brugte anledningen til at forklare de lokale menigheder de regler, som apostlene og menighedens ledere i Jerusalem havde besluttet, at de burde overholde. 5Ved den undervisning og opmuntring, menighederne modtog fra Paulus og Silas, blev de styrket i troen og voksede dagligt i antal.</div><div class="p"> 6Derefter rejste Paulus og hans ledsagere gennem distriktet Frygien i den provins, der hed Galatien, efter at Hellig&#229;nden havde afsk&#229;ret dem fra at forkynde ordet i provinsen Asien. 7Da de n&#230;rmede sig gr&#230;nsen til det omr&#229;de, der hed Mysien,#16,7 Et omr&#229;de i den nordlige del af provinsen Asien, som de havde f&#229;et besked p&#229; ikke at forkynde deres budskab i. overvejede de at forts&#230;tte mod nord ind i provinsen Bitynien, men Jesu &#197;nd tillod dem det ikke. 8I stedet rejste de mod vest tv&#230;rs gennem Mysien og n&#229;ede til havnebyen Troas.</div><div class="s1">Paulus&#700; syn og kaldet til Makedonien</div><div class="m"> 9En nat havde Paulus et syn. Han s&#229; en mand fra Makedonien,#16,9 Makedonien var den nordligste provins i Gr&#230;kenland. som stod og kaldte indtr&#230;ngende p&#229; ham: &#8222;Kom herover til Makedonien og hj&#230;lp os!&#8221; r&#229;bte han. 10Efter det syn fors&#248;gte vi#16,10 Her skifter Lukas til &#8222;vi&#8221; i sin beretning, s&#229; han m&#229; have sluttet sig til Paulus og de andre her i Troas. med det samme at komme over til Makedonien, for vi forstod, at det var Gud, der ville sende os derover for at forkynde budskabet om Jesus. 11Vi gik om bord i et skib i Troas og n&#229;ede den f&#248;rste dag frem til &#248;en Samotrake. Den n&#230;ste dag ankom vi til havnebyen Neapolis i Makedonien. 12Derfra fortsatte vi til fods til Filippi, der er en romersk koloni og den vigtigste by i den del af Makedonien. Der blev vi nogle dage.</div><div class="s1">En menighed grundl&#230;gges i Filippi</div><div class="m"> 13P&#229; sabbatten gik vi et lille stykke uden for byen langs med en flod, hvor vi mente, j&#248;derne plejede at m&#248;des til b&#248;n. Vi satte os ned og begyndte at tale til de kvinder, der var kommet. 14En af dem hed Lydia. Hun var fra Tyatira og handlede med kostbare purpurkl&#230;der. Hun havde antaget den j&#248;diske tro, og mens hun lyttede til Paulus, &#229;bnede Herren hendes hjerte, s&#229; hun tog ordene til sig. 15Sammen med hele sin husstand blev hun d&#248;bt, hvorefter hun indb&#248;d os som sine g&#230;ster. &#8222;Hvis I virkelig tror p&#229;, at jeg nu h&#248;rer Herren til,&#8221; sagde hun, &#8222;s&#229; m&#229; I ogs&#229; komme og bo i mit hus i nogle dage.&#8221; P&#229; den m&#229;de overtalte hun os.</div><div class="s1">Paulus uddriver en sp&#229;doms&#229;nd</div><div class="m"> 16Da vi en dag var p&#229; vej ned til det sted ved floden, hvor de samledes til b&#248;n, m&#248;dte vi en slavinde, der havde en sp&#229;doms&#229;nd i sig. Hendes herrer tjente mange penge p&#229; grund af hendes evne til at sp&#229;. 17Hun fulgte i h&#230;lene p&#229; os og r&#229;bte: &#8222;Disse m&#230;nd er den h&#248;jeste Guds tjenere, og de er kommet for at forkynde jer vejen til frelse!&#8221; 18Det gentog sig i mange dage, og til sidst blev det Paulus for meget. Han vendte sig om og talte direkte til d&#230;monen i hende: &#8222;Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at forsvinde ud af hende!&#8221; I samme &#248;jeblik forlod den hende.</div><div class="p"> 19Hendes herrer blev vrede over, at de nu havde mistet deres indt&#230;gtskilde, s&#229; de greb fat i Paulus og Silas og sl&#230;bte dem for dommerne p&#229; byens torv. 20&#8222;De her mennesker skaber opr&#248;r i vores by,&#8221; sagde de. 21&#8222;De er j&#248;der, og de l&#230;rer folk skikke, som vi romere ikke kan godtage og bestemt ikke kan rette os efter.&#8221;</div><div class="s1">En fangevogter og hans husstand bliver frelst</div><div class="m"> 22M&#230;ngden tilsluttede sig anklagen mod Paulus og Silas. Dommerne gav ordre til, at t&#248;jet skulle rives af dem, og at de skulle prygles med knipler. 23Efter at de var gennembanket, blev de kastet i f&#230;ngsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at s&#248;rge for, at de ikke undslap. 24Han tog ingen chancer, men kastede dem i den inderste celle og sp&#230;ndte deres f&#248;dder fast i nogle tunge tr&#230;blokke.</div><div class="p"> 25Ved midnatstid var Paulus og Silas i f&#230;rd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. 26Pludselig blev f&#230;ngslet gennemrystet af et kraftigt jordsk&#230;lv, s&#229; det rystede i sin grundvold. I samme &#248;jeblik sprang f&#230;ngselsd&#248;rene op, og alle l&#230;nkerne faldt af fangerne. 27Fangevogteren v&#229;gnede med et s&#230;t, og da han s&#229; f&#230;ngslets d&#248;re st&#229; p&#229; vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sv&#230;rd for at beg&#229; selvmord.#16,27 Hvis en fange undslap, blev fangevogteren som regel henrettet. 28Men Paulus r&#229;bte til ham: &#8222;Stands! G&#248;r ikke dig selv fortr&#230;d! Vi er her jo alle sammen!&#8221; 29Rystende af angst r&#229;bte fangevogteren: &#8222;En fakkel! Kom med en fakkel!&#8221; hvorp&#229; han styrtede ind i f&#230;ngslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. 30S&#229; f&#248;rte han dem udenfor og spurgte: &#8222;Hvad skal jeg g&#248;re for at blive frelst?&#8221; 31&#8222;Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,&#8221; svarede de. &#8222;Det g&#230;lder b&#229;de dig og din husstand.&#8221;</div><div class="p"> 32S&#229; forkyndte Paulus og Silas om Jesus b&#229;de til ham og til de andre, der h&#248;rte til husstanden. 33Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres s&#229;r, og straks efter blev han og hele hans husstand d&#248;bt. 34Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro p&#229; Gud.</div><div class="p"> 35N&#230;ste morgen sendte dommerne nogle betjente til fangevogteren med besked om, at han nu kunne l&#248;slade de to m&#230;nd. 36Fangevogteren f&#248;rte dem hen til Paulus i hans celle og sagde: &#8222;Dommerne har sendt besked om, at I skal l&#248;slades. Derfor er I fri til at rejse videre i fred.&#8221; 37Men Paulus svarede: &#8222;Til trods for at vi er romerske statsborgere, er vi offentligt og uden dom blevet gennembanket og kastet i f&#230;ngsel. Og nu vil man s&#229; hemmeligt sende os bort. Nej, lad dommerne selv komme herhen og f&#248;re os ud af f&#230;ngslet.&#8221; 38Betjentene gik tilbage med den besked. Da dommerne h&#248;rte, at de var romerske statsborgere, blev de bange. 39De kom derfor hen til f&#230;ngslet og gav dem en undskyldning, hvorefter de f&#248;rte dem ud af f&#230;ngslet med en opfordring til at forlade byen. 40Men Paulus og Silas gik f&#248;rst tilbage til Lydias hus, hvor de samledes med de troende og opmuntrede dem til at holde fast ved troen. Derp&#229; fortsatte de deres rejse.</div>
 </div>
 </div>
</div>

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkGEN">
 <div class="chapter ch16" data-usfm="GEN.16">
 <div class="label">16</div><div class="s1">Menneskelig probleml&#248;sning</div><div class="m"> 1Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen b&#248;rn f&#229;, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar. 2-3En dag sagde hun til Abram: &#8222;Herren har hindret mig i at f&#229; b&#248;rn. Pr&#248;v du at g&#229; ind til Hagar. M&#229;ske hun s&#229; f&#229;r en s&#248;n, som jeg kan regne for min egen.&#8221;</div><div class="p">Abram gik ind p&#229; forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti &#229;r efter, at Abram var kommet til Kana&#700;ans land. 4Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.</div><div class="p"> 5Saraj beklagede sig til Abram: &#8222;Hvorfor tillader du Hagar at v&#230;re nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne f&#229; en s&#248;n, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. M&#229; Herren selv d&#248;mme om du eller jeg har ret!&#8221;</div><div class="p"> 6&#8222;Siden hun er din slavepige, kan du g&#248;re med hende, hvad du vil,&#8221; svarede Abram. Fra da af var Saraj s&#229; h&#229;rd imod Hagar, at hun til sidst l&#248;b sin vej.</div><div class="p"> 7Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den &#248;de vej til Shur. 8Englen sagde til hende: &#8222;Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du p&#229; vej hen?&#8221; &#8222;Jeg er l&#248;bet v&#230;k fra min frue,&#8221; svarede hun. 9&#8222;Vend tilbage til din frue og adlyd hende,&#8221; fortsatte englen. 10&#8222;Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan t&#230;lle. 11Du skal f&#248;de en s&#248;n, som du skal give navnet Ishmael.#16,11 Det betyder: &#8222;Gud h&#248;rer&#8221;. Herren har nemlig h&#248;rt din b&#248;n om hj&#230;lp. 12Men din s&#248;n bliver en mand med et hidsigt temperament og st&#230;dig som et &#230;sel. Han vil v&#230;re i opr&#248;r mod alle, og alle vil v&#230;re imod ham. Selv sine n&#230;rmeste sl&#230;gtninge vil han strides med.&#8221;</div><div class="p"> 13Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som &#8222;den Gud, der ser mig&#8221;, for &#8211; som hun sagde: &#8222;Jeg har set den Gud, som ser mig.&#8221; 14Senere blev stedet kaldt Be&#700;er-Lahaj-Roi.#16,14 Det betyder: &#8222;Br&#248;nden, hvor den Levende (Gud) ser mig&#8221;. Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.</div><div class="p"> 15S&#229; f&#248;dte Hagar en s&#248;n, og Abram kaldte ham Ishmael. 16P&#229; det tidspunkt var Abram 86 &#229;r gammel.</div>
 </div>
 </div>
</div>

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkGEN">
 <div class="chapter ch17" data-usfm="GEN.17">
 <div class="label">17</div><div class="s1">Pagten med Abraham</div><div class="m"> 1Da Abram var 99 &#229;r gammel, viste Herren sig for ham og sagde: &#8222;Jeg er den alm&#230;gtige Gud! Adlyd mig og g&#248;r, hvad der er rigtigt. 2Jeg opretter en pagt med dig. Jeg lover dig, at dine efterkommere skal blive um&#229;delig talrige.&#8221;</div><div class="p"> 3Abram b&#248;jede sig med ansigtet mod jorden i &#230;refrygt, og Gud fortsatte: 4&#8222;Dette er mit pagtsl&#248;fte til dig: Du skal blive far til mange folkeslag. 5Jeg vil ogs&#229; give dig et andet navn. Du skal ikke l&#230;ngere hedde Abram, men Abraham#17,5 &#8222;Abram&#8221; betyder &#8222;oph&#248;jet fader&#8221;. &#8222;Abraham&#8221; betyder &#8222;far til mange&#8221;. , for du skal blive far til mange folkeslag. 6Mange folk vil se dig som deres far, og konger skal nedstamme fra dig. 7Denne pagt skal forts&#230;tte fra sl&#230;gt til sl&#230;gt &#8211; til evig tid. Jeg vil altid v&#230;re din Gud og dine efterkommeres Gud. 8Dette Kana&#700;ans land, hvor du nu bor som fremmed, giver jeg til dig og dine efterkommere for evigt, og jeg vil v&#230;re deres Gud. 9Men du skal holde din del af pagten. Det g&#230;lder b&#229;de dig og dine efterkommere fra sl&#230;gt til sl&#230;gt: 10-13Alle m&#230;nd og drenge iblandt jer skal omsk&#230;res. Det skal v&#230;re tegnet p&#229;, at I vil holde pagten. I skal omsk&#230;re alle drenge p&#229; den ottende dag efter f&#248;dslen; det g&#230;lder ogs&#229; slaver, der h&#248;rer til jeres husstand. Det skal v&#230;re tegnet p&#229; pagten mellem os til evig tid. 14Enhver, som ikke bliver omsk&#229;ret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt.&#8221;</div><div class="p"> 15Og Gud tilf&#248;jede: &#8222;Hvad din kone Saraj ang&#229;r, skal du ikke l&#230;ngere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara.#17,15 Det betyder: &#8222;prinsesse&#8221;. 16Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk &#8211; selv konger skal nedstamme fra hende.&#8221;</div><div class="p"> 17Da b&#248;jede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og t&#230;nkte: &#8222;Kan en hundred&#229;rig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?&#8221; 18Men til Gud sagde han: &#8222;M&#229; din velsignelse v&#230;re med Ishmael!&#8221;</div><div class="p"> 19&#8222;Nej, det er Sara, der skal f&#248;de din s&#248;n!&#8221; svarede Gud, &#8222;og du skal kalde ham Isak.#17,19 Det betyder: &#8222;latter&#8221;. Den samme pagt skal g&#230;lde for ham og for hans efterkommere til evig tid. 20Hvad Ishmael ang&#229;r, vil jeg g&#248;re, som du siger. Jeg vil ogs&#229; velsigne ham og g&#248;re hans efterkommere til et stort folk. Tolv fyrster skal nedstamme fra ham. 21Men min pagt g&#230;lder ikke for Ishmael, men for Isak &#8211; den s&#248;n, som Sara skal f&#248;de dig n&#230;ste &#229;r ved denne tid.&#8221; 22Da Gud var f&#230;rdig med at tale med Abraham, gik han sin vej.</div><div class="p"> 23Samme dag omskar Abraham sin s&#248;n Ishmael og alle andre m&#230;nd og drenge i sin teltlejr, s&#229;dan som Gud havde sagt. 24Abraham var 99 &#229;r 25-26og Ishmael 13 &#229;r, da de blev omsk&#229;ret 27sammen med alle deres slaver, b&#229;de de k&#248;bte og dem, der var f&#248;dt som slaver.</div>
 </div>
 </div>
</div>

Lad os læse Bibelen sammen (Januar)Uddrag

Skriften

Om denne plan

Relaterede Læseplaner