Johannes 12
12
Dit 12. Capitel.
1Sogs Dågen voar Poask kam Jesus tö Bethanien, hur Lazarus stürwen wiär, welk Jesus âpwääkt hed van Doaden.
2Diär måket ja höm en Indsmiäl, en Martha tinet, en Lazarus wiär jen van danen, diär me tö Stål seet.
3Diär noom Maria en Pünd Sallew van ünforfälskt köstelk Narde, en sallewt Jesus sin Fet, en drügget me hör Hir sin Fet; en dit Hüs wiär vol Hârm van di Sallew.
4Diär said er Jen van sin Lirlings, Judas, Simons Seen, Iskariot, diär höm eterst forrat.
5Hurom es dös Sallew ek forkopet for tri höndert Penning, en ön di Armen iwen?
6Mar dit said hi ek, dat hi sa besörrigt wiär foar di Armen, mar hi wiär en Tīw, en hed di Pung, en drog, wat er iwen wåd.
7Diär said Jesus: Let hör ön Frēd; jü heed dit bewåret tö di Dai, wan min Begrewing es.
8For Armen hĂĄ I altid bi ju, mar mi ha I ek altid.
9Diär fing en Hoppen Lid et tö weten, dat hi diär wiär, en ja kam ek alining om Jesus sin Wel, mar dat ja uk Lazarus tö sen fing, welk hi van Doaden apwäakt hed.
10Mar di Opperpröster uget diäreter, dat ja uk Lazarus dit Lewent noom.
11For om sin Wel ging er vūl Juden hen, en liiwt ön Jesus.
12Di Üder Dai, üs en gurt Kär Lid, diär tö dit Fääst kjemmen wiär, en et hjert, dat Jesus tö Jerusalem kâm.
13Noom ja Twiggen van Palmbomer, en ging üt höm öntögen, en rööp: Hosianna! Gesegent es hi, diär komt ön di Herr sin Noom, hi es Israels Könning!
14En Jesus foand en Fölk van en Esel, en rēd diärüp, alliküs er skrewwen stånt:
15Fürgt di ek, dü Dågter Zion, sé, din Könning komt, ridden üp en Eselfölk.
16Mar dit forstönd sin Lirlings tövoaren ek; mar diär hi forherlikt wåd, da tågt ja diärom, dat er sok van höm skrewwen wiär, en dat ja sok höm dön hed.
17Mar di Kär Lid diär me höm wiär, üs hi Lazarus üt dit Greew rööp, en van Doaden âpwääkt, römet di Dåd.
18Diärom ging uk di Kär Lid höm önnemȫt, diär ja hjert, dat hi dit Teken dön hed.
19Diär sprok di Farisäers tö arküder: I se, dat I nöndt ütrogt, se, di hile Wârld lapt eter höm.
20En diär wiär som Griken mung danen, welk âpkjemmen wiär, omdat ja üp dit Fääst önbödigt.
21Disalwigen ging hen tö Filippus, diär van Bethsaida ön Galiläa wiär, en boad höm, en said: Herr! wü wild Jesus hold se.
22Filippus kam en said dit tö Andreas; en Filippus en Andreas said dit weder tö Jesus.
23En Jesus swĂĄret jam, en sprok: Di Tid es kjemmen, dat di Menskenseen forherlikt Ĺ«d.
24Wårelk, wårelk, ik si ju: Hat mai da wiis, dat dit Wetenkurn ek ön di Öörd falt, en sterwt, da blewt et alining; mar wan-t sterwt, da bringt et vuul Frügt.
25Hokken sin Lewent lew heed, di skel-t forlees; en hokken sin Lewent üp dös Wârld håtet, di wel-t bewåre tö dit ewig Lewent.
26Hokken mi tine wel, di fölge mi eter; en hur ik sen, diär skel min Diner uk wiis. En hokken mi tine wel, höm wel min Våder iäre.
27Nü es min Seel bedrüwwet. En wat skel ik si? Våder, help mi üt dös Stünd; dag diärom sen ik ön dös Stünd kjemmen.
28Våder! forklåre din Noom! Diär kam en Stem van Hemmel. Ik hå höm forklåret, en wel höm wederom forklåre.
29Diär said di Kär, welk diärbi stönd, en töhjert: Hat tönnert. Di Üdern said: En Engel heed me höm spreken.
30Jesus swåret, en said: Dös Stem es ek om min wel sken, mar om ju wel.
31Nü geid dit Gerigt aur di Wârld, nü skel di Opperst van di Wârld ütstöt ud.
32En ik, wan ik âphoget ud van di Öörd, da wel ik jam al tö mi ti.
33Mar dit said hi om öntödüdin, watfoar en Doad hi sterw skuld.
34Di Kär swåret höm: Wü ha üt di Wet hjert, dat Christus ewig blewt; en hü saidst dü da, di Menskenseen mut aphoget ud? Hokken es dös Menskenseen?
35Da said Jesus tö jam: Dit Läägt es jit en kūrt Tid bi ju. Wandelt, wil I dit Läägt hå, omdat di Junkens ju ek aurfalt. Hokken ön Junkens wandert, di weet ek hur hi hengeid.
36Liiw ön dit Läägt; diwil I-t ha; omdat I dit Läägts Biärner wiis mai.
37Dit sprok Jesus, en ging weg, en forboarg sik voar jam. En alhurwel hi sok Teken voar jam död, liiwt ja dag ek ön höm.
38Omdat di Sprok van di Profet Jesaias tö folling kam, diär hi said: Herr! hokken liiwt üs Prötjin? En hokken es di Herr sin Järm ipenbåret?
39Diärom küd ja ek liiw, for Jesaias said weder:
40Hi heed jår Ogen forblǟnt, en jår Hart forstokket, dat ja me di Ogen ek se, nog me dit Hart fornem, en sik bekīr, en ik jam holp.
41Dit said Jesaias, üs hi sin Herligheid såg, en van höm sprok.
42Allikwel liiwt er Vulen van di Opperpröster ön höm; mar om di Farisäers wel bekäänt ja dit ek, omdat ja ek üt di Synagoge ütstöt wåd.
43For ja hed lewwer di Iär bi di Mensken, üs di Iär bi Gott.
44Mar Jesus rööp en said: Hokken ön mi liiwt, di liiwt ek ön mi, mar ön di, diär mi stjürt heed.
45En hokken mi sjogt, di sjogt di, welk mi stjĂĽrt heed.
46Ik sen en Läägt, wat ön di Warld kjemmen es, omdat, hokken ön mi liiwt, ek ön Junkens blewt.
47En hokken min Uurder hjert, en liiwt ek, di wel ik ek rogt; for ik sen ek kjemmen, dat ik di Warld rogt, mar dat ik di Warld selig mĂĄke.
48Hokken mi foragt, en nemt min Uurder ek âp, di heed al jen, diär höm rogt: dit Uurd, wat ik spreken hå, dit skel höm rogt üp di jungst Dai.
49For ik hå ek van mi sallew spreken, mar di Vader, diär mi stjürt heed, hi heed mi en Gebot iwen, wat ik dö en sprēk skel.
50En ik weet, dat sin Gebot es dit ewig Lewent. Diärom, wat ik sprēk, dit sprēk ik alliksa, üs di Vader tö mi said heed.
Currently Selected:
Johannes 12: NFNT
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Translated by Peter Michael Clemens (1804-1870)
