At Give Dit 'Næsten Ingenting'Uddrag

Nogle gange kræver verden ting af os, som vi måske ikke føler os forberedte og udstyret til at give. Måske føler vi, at vi ikke er klar til at give, eller måske føler vi, at det, vi bliver bedt om at give, er noget vi ikke engang har!

Der kan endda være tidspunkter, hvor det føles som om, at Gud kræver lidt for meget af os. Du er ikke alene! Gennem tiden er folk blevet udfordret til at give, selvom de ikke følte, de kunne. I denne plan vil vi se på historierne om Elias og en enke, Elisa og en enke, damen der gav sine sidste mønter og Peter og Johannes ved den smukke port.

Tag med på rejsen for at opdage, hvad det vil sige at give dit 'næsten ingenting' og se, hvordan Gud kan gøre det til noget!

Befalet Eller Guddommeligt Udpeget?

Er du nogensinde blevet bedt om at give mere end det, du følte, du havde at give? Måske havde du ikke energien til at yde den opgave, du var pålagt til, eller måske følte du at du manglede ressourcer til at give.

I løbet af den næste uge vil vi se på fire forskellige historier, hvor folk blev bedt om at give mere, end de havde.

Vores første historie handler om en enke, som blev bedt af Elias om at give mere, end hun følte, hun havde at give.

Første Kongebog 17,8-12
Elias og enken i Zarepta
7 Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet. 8 Da sagde Herren til Elias:

9 „Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.” 10 Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke. 11 Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”

12 „Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”

I første omgang lyder det som om alt går efter planen, da Gud har fortalt Elias, at en enke ville sørge for ham. Da han kommer ind i byen, se, så er der en enke!

Det lyder også, som om Gud allerede har haft en snak med hende og fortalt hende, at hvis en mand kom og bad om forfriskninger, ville hun være forberedt og vide, hvad hun skulle gøre.

Men da Elias beder om disse forsyninger, som Gud havde lovet, ser det ud til, at enken ikke er så forberedt. Hun er villig til at stoppe sin pindesamling for at få vandet til en fremmed, men i forhold til brødet, har hun 'næsten ingenting'. Faktisk samler hun pinde for at bruge det sidste af melet og olien til at lave hende og sin søn deres sidste måltid, inden de dør! Vær opmærksom på, hvor meget hun havde tilbage. Kun en HÅNDFUL mel og LIDT olie i en krukke. Næsten ingenting.

Men havde Gud ikke befalet hende at sørge for Elias?? I New International Versionen bruges ordet 'dirigeret'. Når vi ser på ordene 'befalet' eller 'dirigeret', kan 'udnævne' eller 'ordinere' også bruges, hvilket kunne få os til at tro, at Gud havde lavet denne udnævnelse, men ikke nødvendigvis fortalt hende om det. Han har ordineret dette møde, og det var ikke kun med det formål at give Elias et måltid.

Vores tanke for i dag er at overveje, hvordan Gud har ordineret eller udpeget omstændigheder i vores liv til at udfordre os, men også for at give os en mulighed for at indse, hvad vi er villige til at give.