RomerbrevetUddrag

Troskab

Paulus har her fundet vej i et virkelig minefyldt farvand: Har jøderne nogen særstilling i Guds rige?

Først slår han i kapitel 2 fast, at det har de overhovedet ikke! – for jøden dømmes som synder ganske som alle andre og frelses ved tro ganske som alle andre. Dernæst slår han i kapitel 3 fast, at det har de da ganske bestemt! – for de har jo fået Skriften. Og det vil ikke bare sige selve teksterne, men det løfte til fædrene, som har givet dem førsteret til frelsen (9,4f).

Det giver så afsæt for en vidunderlig sidebemærkning – næsten, som om Paulus ikke kan få sig selv til at fortsætte med al denne brutale forkyndelse om synd og dom, uden han lige får flettet et ord om håb og nåde ind: Ligesom Gud står ved sine løfter over for troløse jøder, sådan står han også ved sine løfter over for os, når vi falder i synd.

Vores troløshed ophæver ikke hans trofasthed! Hvis han skulle vise dem bort, der kom til ham i bøn om tilgivelse, så måtte han selv være en løgner. Paulus udnytter her det særlige ved Det Gamle Testamentes ord for ”nåde”, at det egentlig betyder ”troskab”, troskab mod pagten. Det ligger altså indbygget i selve grundtanken om Guds nåde, at den ikke er et tilfældigt lune hos Gud, som han så kan fortryde i næste sætning. Den er bundet til en pagt, som Gud har indgået med os i Kristus. Det kan han lige så lidt gå fra, som han kan ophøre med at være Gud.

Refleksion: Vores troløshed ophæver ikke Guds trofasthed!