Andet KorintherbrevUddrag

Andet Korintherbrev

DAG 15 AF 27

Et enten eller

Sammenhængen i disse vers er ikke umiddelbart til at se. Vers 12 og 13 afslutter på den ene side det, som Paulus begyndte på i 5,11 ved at tale om at være åben overfor sine læsere. Der er intet skjult, Paulus lægger alt frem, og dermed inviterer han også til fællesskab. Han lukker menigheden ind i sit liv og beder nu dem om at lukke ham ind i deres. Dette tema fortsætter i 7,2. Men hvordan passer 6,14-18 ind?

Forklaringen er den, at Paulus i de vers peger på et grundlæggende problem, der har forhindret menigheden i Korinth i at åbne sig op for ham. De har nemlig ledende personer i menigheden, der lærer noget andet end Paulus og dermed også udelukker Paulus. Det er specifikt det samarbejde, Paulus sigter til og hans fem spørgsmål, der alle indikerer uforenelige modsætninger. Versene er også blevet brugt til at advare imod, at en kristen gifter sig med en ikke-troende. Det er et alvorligt spørgsmål, der må stilles, men det er ikke det, der er i fokus her. Det handler om fællesskab i menigheden.

En forudsætning for at lukke Paulus ind bliver derfor, at menigheden nu skal adskille sig fra andre, som de har fællesskab med. Der er ikke plads til både Paulus og de falske lærere i samme fællesskab, for så trues helligheden og det intime pagtsfællesskab med Gud.

Denne adskillelse betyder dog ikke, at menigheden skal isolere sig fra verden, men for at kunne være et troværdigt vidne må den bevare renheden indadtil.

Refleksion: Teksten udfordrer til at være opmærksomme på hvilken lære, der får plads i vores menigheder. Er den forenelig med Bibelen? Hvornår er det nødvendigt at tage afstand og bryde et samarbejde?

Dag 14Dag 16

Om denne plan

Andet Korintherbrev

I dette brev lærer du Paulus at kende som både ydmyg og streng. Paulus slår fast, at han er apostel efter Guds vilje og taler på Herrens vegne. Han irettesætter menigheden for deres eftergivenhed over for falske forkyndere, og alligevel er brevet gennemsyret af en grundtone af kærlighed og glæde. Skrevet af Henrik Nymann Eriksen (1-5) og Christian Schøler-Holmgaard (6-13).

More

    
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/