Andet KorintherbrevUddrag
Kristus-brev
Paulus' legitimitet som apostel var under pres i Korinth, men han har ikke brug for formelle anbefalinger. Menigheden er i sig selv anbefaling nok for Paulus. De er et levende anbefalingsbrev for det evangelium, som Paulus forkynder. Dybest set er de ikke bare et anbefalingsbrev for Paulus, men for Jesus selv. Kristus har nemlig skrevet sig ind i deres hjerter med Helligåndens blæk. Enhver kristen har Guds ånd i sit hjerte og er dermed et anbefalingsbrev fra Jesus til alle, som møder ham eller hende.
Bemærk, at denne frimodige udtalelse om, at vi er et Kristus-brev bygger på en tillid til, at det er noget, Gud virker i os (v 4-5).
Paulus er klar over, at vi ikke i os selv er i stand til at være dette Kristus-brev, men at det skal gives os af Gud. Det er ham, som gør os duelige ved at lade sin Ånd bo i os. Den nye pagt er i modsætning til den gamle kendetegnet ved, at Gud ved sin Ånd giver os et nyt hjerte, som ønsker at følge hans bud af sig selv, mens den gamle pagt var ord om Guds vilje, som kom til os i et krav udefra. Bogstaven i vers 6 repræsenterer den gamle pagt, og Ånden den nye pagt. Denne nye pagt blev en realitet, da Jesus ofrede sit liv: Han siger: "Dette er den nye pagt ved mit blod" (Luk 22,20).
Refleksion: Med hvilke ord vil du i dag takke Gud for, at du er et Kristus-brev?
Om denne plan
I dette brev lærer du Paulus at kende som både ydmyg og streng. Paulus slår fast, at han er apostel efter Guds vilje og taler på Herrens vegne. Han irettesætter menigheden for deres eftergivenhed over for falske forkyndere, og alligevel er brevet gennemsyret af en grundtone af kærlighed og glæde. Skrevet af Henrik Nymann Eriksen (1-5) og Christian Schøler-Holmgaard (6-13).
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/