RomerbrevetUddrag

Av!

Det er ret brutalt! – Paulus har jo lige i vers 17 åbnet selve himlens dør for læseren: Endnu mens vi er syndere over for hinanden, har nåden i Kristus gjort os retfærdige og fuldkomne over for Gud.

Og lige som vi så skal til at træde ind i nådens verden af glæde og lys, smækker Paulus døren i for næsen af os! For hvis vi skal begribe, hvilket mirakel Guds nåde er, er vi nødt til først at begynde at fatte dybden af vores egen syndighed. Hvis vi skal begribe, hvilken frihed og glæde der er gemt i retfærdiggørelsen, må vi først begynde at fatte omfanget af vores indre fangenskab (og ondskab, når det endelig skal siges).

Og det er det, Paulus bruger hele den første hoveddel af brevet til: Fra 1,18 til 3,20 beskriver han nådeløst (helt bogstaveligt!), hvad det er for en dom, vi lever under: Vi er slaver under vores egen syndighed.

Derfor taler han nu om Guds vrede. Ikke fordi Gud i sin natur er vredladen eller arrig på samme måde, som han i sin natur er kærlighed. Men Guds kærlighed – selve hans grundnatur, så at sige – reagerer med vrede og sorg, når den møder ”uretfærdighed”, altså synd og overtrædelse hos os. Og modsat: Guds kærlighed reagerer med nåde og glæde, når den møder ”retfærdighed” hos os, altså retfærdiggørelsen ved tro.

Refleksion: Guds vrede er ikke en egenskab ved Gud men reaktion på ugudelighed og uretfærdighed.