RomerbrevetUddrag

Døm ikke

Paulus er virkelig snedig her. Næsten lumsk! Først har han fået de fromme læsere med på en ordentlig omgang forargelse over alle de synder, der huserer hos hedningerne (1,18-32). Og netop, som de rigtig har siddet og godtet sig (”Dér fik de dén”), vender Paulus deres forargelse rundt i luften og vender dem mod dem selv: Den dom, I fælder over andre, rammer nu jer selv.

Kapitel 2 handler nemlig om det, der er langt værre end synderes uretfærdighed: de frommes selvretfærdighed! Det er præcis samme anliggende, som når Jesus taler om, at tolderne og skøgerne går ind i Guds rige før de frommeste i folket (Matt 21,31).

Undervejs får Paulus spidsformuleret, hvordan vi på den yderste dag ”gengældes efter vore gerninger”. Det er ikke en modsigelse af det, han lige har sagt om retfærdiggørelsen af tro. For vores livsførelse kan ikke gøre os fortjent til nåden. Den er altid fri og gratis.

Men for at vi ikke skal misbruge nåden til ligegyldighed og forhærdelse, minder han om, at Gud på dommens dag aflæser på vores livsførelse, om vi faktisk er kommet til Kristus i anger og tro. Det er ikke noget, vi selv kan aflæse, for vi narres altid af facade. Men Gud kan altså se på vores liv, om vores tro har været mundsvejr og hyklerisk snak, eller den har været oprigtig og ægte.

Refleksion: Troen er virksom – i kærlighed.