Mikas BogUddrag

Mikas Bog

DAG 7 AF 8

Guds retfærdighed

I første del af Mikas Bog kommer der efter retssagen et veråb over de uretfærdige undertrykkere. Her i anden del kommer der også et veråb, men det er et mere personligt veråb. Det er Mikas egen klagesang. Mika, der har ført ordet for Gud, så stærk og sikker. Nu har han mistet tilliden til sit folk, til sine nærmeste og til Gud. Han har mistet modet og det stærke håb. Han har set så dybt ind i Guds retfærdige dom over folket, at han slet ikke kan se lyset. Jo tættere på Gud, jo klarere står dommen.

Men ligesom flere andre steder i Mikas Bog får håbet også her plads midt i dommen. Det er værd at bemærke. Mika prøver ikke at bortforklare eller skjule sine egne fejl og sin tvivl. Han lægger det hele åbent og ærligt ud. I Mikas Bog har vi læst meget om Guds dom over uretfærdigheden. Om Guds krav om retfærdighed fra sit folk. Nu vender Mika det en omgang. Det er håbet midt i klagesangen: Det, der kan redde Mika og hele folket, er Guds retfærdighed. Gud er både dommer og sagfører. Gud vil selv føre sagen og skaffe dem ret.

Refleksion: Mærker du indimellem skuffede forventninger og tungsind? Læs vers 7 igen. Det er håbets vej og troens trodsige svar til mismod og tungsind.

Info: Mikas Bog 7,2: Ordet ”fromme”: Et lidt slidt eller støvet ord på dansk. På hebraisk har det samme rod som ordet nåde eller barmhjertighed, og der er en dobbelthed i ordet. Det kan både beskrive det menneske, der får barmhjertighed og det menneske, der viser barmhjertighed.

Dag 6Dag 8

Om denne plan

Mikas Bog

Mika er en profet i GT. Han taler imod social uretfærdighed og moralsk fordærv i sin samtidig og forudsiger Jerusalems udlæggelse. Han profeterer også meget præcist om hvor Messias skal fødes, og han giver indblik i et fremtidigt fredsrige. Lær mere om Guds vilje med livet dengang og i dag. Lær mere om hans enorme fremtidsplaner for dig og verden. Skrevet af Ellen Hessellund Mikkelsen

More

Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/